For et år siden skrev 46 lande under på 'London-erklæringen', der skulle beskytte truede dyrearter blandt andet mod krybskytteri. Her et år efter skal der gøres status, og parterne mødes i den kommende uge i Kasane i Botswana for at se på, hvad der yderligere kan gøres. For selvom der er gjort få fremskridt, så er dyr som elefanter, næsehorn og løver stadig ekstremt udsatte.
Særligt den store asiatiske efterspørgsel efter stødtænder og horn driver den enorme handel med truede dyrearter – ifølge International Fund for Animal Welfare udgør den over 130 milliarder kroner årligt.
Siden London-erklæringen har der blandt andet været ført store kampagner i Kina og Vietnam, hvor berømtheder har talt imod brugen af truede dyr som traditionel medicin. Alligevel blev 1.215 næsehorn slået ihjel i Sydafrika sidste år. Det er 20 procent flere end året før, skriver The Guardian.
- Kina har nøglen til elefanternes fremtid, siger Iain Douglas-Hamilton fra den kenyanske NGO, Save the Elephants til nyhedsbureauet AFP.
- Hvis ikke Kina går forrest i kampen mod efterspørgslen af elfenben, så vil Afrikas elefanter forsvinde fra det fri, inden der er gået en generation, siger han.
Forbød elfenben et år
Kina valgte i februar at forbyde elfenben i et år. Men det er slet ikke nok, siger Iain Douglas-Hamilton.
- Det er et skridt i den rigtige retning, og det viser, at der er en voksende bevidsthed i Kina om den rolle, som de spiller i efterspørgslen efter elfenben. Det giver grund til optimisme, men der er brug for meget mere handling, siger han.
Krybskytter får omkring 700 kroner kiloet for elfenben i Afrika, mens stødtænderne sælges for omkring 14.500 kroner kiloet i Kina.
Der er i dag et sted mellem 420.000 og 650.000 elefanter i Afrika, men alene i de seneste fire år er over 100.000 slået ihjel.
Mangler retforfølgelse
Ifølge eksperter, så er et af de største tilbageslag det seneste år, at der ikke er blevet gennemført andet end en håndfuld retsforfølgelser af dem, der står bag handlen med truede dyrearter.
Patrick Bergin fra African Wildlife Foundation siger til avisen The Guardian.
- Der er ikke nogen, der ender i fængsel. Det er nemt nok at sige, at nu sætter vi flere politihunde i lufthavne og træner flere til at bekæmpe det her. Men det internationale samfund vil først for alvor gøre noget ved det her, når folk begynder at blive idømt fængselsstraffe. Vi er nødt til at statuere eksempler gennem retsforfølgelse og sende en klar besked til smuglerne, at det ikke er risikoen værd, siger han.