Den tropiske orkan Pam har efterladt østaten Vanuatu i Stillehavet fuldstændig ødelagt og er muligvis en af de værste nogensinde i området.
Sådan lyder det fra flere organisationer, herunder FN, efter at orkanen natten til lørdag lokal tid hamrede ind over øerne med op til 330 kilometer i timen.
- Det er endnu for tidligt at sige noget sikkert, men de første meldinger indikerer, at denne vejrkatastrofe er en af de værste i historien i Stillehavsområdet, siger direktør for Unicef New Zealand, Vivien Maidaborn.
Flere omkomne
Der er ikke præcise meldinger om, hvorvidt den tropiske orkan har kostet liv - og i givet fald hvor mange. Men ifølge Sune Gudnitz, der er chef for FNs katastrofe-organisation Unocha i Stillehavsområdet, vil der formentlig være en del omkomne.
- Der vil muligvis være omkomne, potentielt et højt antal, men vi ved det endnu ikke. Vi har fået at vide, at der er omfattende ødelæggelser, siger han til AFP.
FN har beretninger om i alt 44 omkomne indbyggere fra én provins, men tallene er ikke bekræftede.
Hovedstaden hårdt ramt
Dele fra ødelagte huse ligger i gaderne, og der er oversvømmelser mange steder, lyder det ligeledes. Ifølge Tom Skirrow fra organisationen Red Barnet er hovedstaden Port Vila ramt af store ødelæggelser.
- Synet, der møder en denne morgen, er synet af fuldstændig ødelæggelse. Huse er ødelagt, træer er væltet, veje er blokerede, og folk går rundt og leder efter hjælp, siger han ifølge AFP.
- Kommunikationsmulighederne er ødelagte i store dele af landet, så det bliver svært at få det fulde overblik over ødelæggelserne, siger han.
Landsbyer er blæst væk
Det australske nyhedsbureau AAP citerer en hjælpearbejder for at sige, at hele landsbyer er blæst væk:
- De lokale huse og hytter er formentlig blevet samlet op af stormen, som var de konfetti, siger Chloe Morrison.
Den tropiske orkan Pam var en såkaldt kategori 5-orkan, da den ramte Vanuatu, der ligger cirka 1750 kilometer øst for Australien.
Australiens regering har tilbudt at hjælpe styret i Vanuatu med nødhjælp og redningsarbejde i forbindelse med ødelæggelserne. De nærmeste østater Tuvalu, Kiribati og Salomonøerne er også blevet ramt af Pam, men det er også her uvist, hvor store skaderne er.
/ritzau/