Får Islamisk Stat magten, kan de kurdiske kvinder i Irak og Syrien vinke farvel til alle deres rettigheder.
Derfor griber de geværet og stiller sig side om side med de kurdiske mænd, der bekæmper terrorbevægelsen.
De kvindelige krigere kæmpede blandt andet med, da kurdere sammen med allierede styrker slog Islamisk Stat ud af byen Kobane på grænsen til Tyrkiet sidste år. Kvinder kæmper for at undgå samme skæbne som nogle af deres landsmænd led sidste år.
- De frygter blandt andet, at det, der skete i august i Nordirak, víl gentage sig, siger Deniz Serinci, der er dansk-kurdisk journalist og forfatter til en kommende bog om Islamisk Stat.
Han refererer til en krigshandling i det nordlige Irak i 2014, hvor 5.000 kurdiske kvinder blev solgt som slaver af Islamisk Stat, efter at terrorgruppen erobrede byen Shingal.
Værre end Taleban
De kurdiske kvinder ser med gru på Islamisk Stats kvindelige brigade al-Khans'aa, der for kort tid siden udgav et manifest, som dikterer levereglerne for muslimske kvinder.
- Der står for eksempel, at de ikke må gå udenfor uden en mandlig værge. Det er ren Taleban, (islamistisk bevægelse i Afghanistan, red.) - måske værre. Der er så meget, de ikke må, siger Deniz Serinci.
De kurdiske kvinders kamphandlinger er samtidig et signal til deres eget bagland om, at tiden er inde til, at kvinderne kan skifte den traditionelle rolle i køkkenet ud med slagmarken.
- De kæmper mod konservative kønsrollemønstre og samtidig Islamisk stat, der vil gøre det meget værre for kvinderne, hvis de kommer til magten, siger Deniz Serenci.
Farvel til 72 jomfruerDe kurdiske kvinders krigsindsats kan vise sig at være skæbnesvanger for soldaterne i Islamisk Stat. Ikke kun i det her liv - også i det næste.
- Islamisk Stat tror på, at når de dør, får de 72 jomfruer i himlen. Men sidste år var der forlydender om, at Islamisk Stat sagde, at det ikke var tilfældet, hvis man blev slået ihjel af en kvinde, siger Deniz Serenci.
Hyldet i baglandet
Kurderne hædrer selv kvinderne, der vil gøre livet surt for de sortklædte terrorister fra Islamisk stat, lyder det fra Deniz Serenci.
- Kurderne går rigtig meget ud af at fortælle, at det er deres kvinder, der slår islamisterne ihjel, og at det er det eneste sted i verden, hvor muslimer bliver trænet til at bekæmpe islamister, siger han.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54fda8d6a11fa00d58eea272
På nyhedskanalen CNN's liste over 'Women of the year' i 2014 figurerede de kvindelige krigere fra Kobane. Et kurdisk-irakisk parlamentsmedlem blev også hyldet for at holde en tale om Islamisk Stats hærgen mod det religiøse mindretal yazidierne.
En tale, som USA's præsident, Barack Obama, nævnte som medvirkende til, at landet valgte at gå ind i kampen mod Islamisk Stat.
Se mere i Horisont på DR1 i aften klokken 21.55.