Løsladt Putin-kritiker: Drabet på Nemtsov skræmmer os ikke

Den russiske oppositionsleder Alexei Navalny blev fredag løsladt fra et fængsel, hvor han understregede, at man ville fortsætte kampen mod Putin.

Alexei Navalny blev mødt pressen, da han fredag blev løsladt efter et 15-dages fængselsophold. (Foto: © Yuri Kochetkov, Scanpix)

I 15 dage var Alexei Navalny fængslet for at uddele reklamer for oppositionen i Moskvas metro. I løbet af opholdet blev hans gode kollega Boris Nemtsov likvideret på åben gade af ukendte gerningsmænd.

Alexei Navalny var dog klar i mælet, da han blev løsladt fredag.

- Jeg er ikke skræmt, og jeg er sikker på, at mine kolleger heller ikke er det, sagde han ifølge The Guardian.

En overvågningsvideo viste Boris Nemtsov med sin kæreste på vej over en bro, da en snerydder kørte op på siden af dem, hvorefter en mand sprang ud og skød og dræbte Nemtsov.

Fortsætter politiske kamp

Trods det brutale drab har Alexei Navalny ingen planer om at stoppe sin politiske kamp.

- Vi vil ikke nedtrappe vores indsats, vi vil ikke ændre noget. Så på den måde opnår denne terrorhandling ikke sit mål, sagde han ifølge The Guardian.

Alexei Navalny sagde tirsdag, at han mente Nemtsov var blevet dræbt af enten statens sikkerhedstjeneste eller pro-regering-organisationer, skriver VOA News.

Putin afviser anklager

Boris Nemtsov var en af Putins største kritikere og arbejdede før sin død på en rapport, der skulle klarlægge russiske soldaters medvirken i konflikten i Ukraine.

Oppositionen i Rusland er derfor overbevist om, at regeringen havde en finger med i drabet.

Vladimir Putin afviser dog, da han kalder mordet for en provokation, der har til formål at skade Rusland.

Der udlovet en dusør på tre millioner rubler til den, der kan hjælpe med opklaringen af sagen. Det skriver VOA News.