Med bulldozere er Islamisk Stat nu ved at lægge den 3000 år gamle assyriske by Nimrud i ruiner i det nordlige Irak.
Det meddeler Iraks Turistministerium, og oplysningerne bekræftes af arkæologer over for TV-stationen Al Jazeera English.
- De ankom ved middagstid (torsdag, red.) med en bulldozer og begyndte at destruere paladset, siger en irakisk embedsmand til Al Jazeera.
Derudover har store biler fragtet statuer og ukendte genstande ud af byen.
Statuer og helligdomme er "falske idoler"
Nedrivningen af Nimrud sker mindre end en uge efter, at Islamisk Stat udgav videoer af sorklædte mænd, der med mukkerter og boremaskiner ødelagde flere hundrede år gamle statuer på et museum i den besatte by Mosul.
Nimrud ligger cirka 30 kilometer sydøst for Mosul og er et af de mest berømte steder i Iraks arkæologisk arv.
Islamisk Stat terroriserer både Irak og Syrien og kalder de gamle helligdomme og statuer for "falske idoler", som skal smadres.
Tjener kassen på verdenskulturarv
Men Islamisk Stat smadrer ikke kun verdenskulturarven. De lever også af den.
Ifølge professor Michael Danti fra Boston University – som leder et amerikanskstøttet arbejde for at dokumentere omfanget af IS' kulturelle hærgen – er gruppens næststørste indtægtskilde plyndring og salg af kunstgenstande og verdenskulturarv.
- Gennem sattelitbilleder kan vi registrere plyndring på en industriel skala, siger han til tidsskriftet Foreign Policy.
Spreder sig endda til Danmark
Selv i Danmark kan se tegn på Islamisk Stats nye forretning.
I hvert fald hos Ingolf Thuesen, der er arkæolog og leder af Institut for Tværkulturelle og Religiøse Studier på Københavns Universitet.
- Pludselig får jeg henvendelser fra mennesker, jeg ikke kender, med vedhæftninger af billeder af genstande fra Syrien eller Irak. De vil gerne vide, hvad det er, og vigtigere, hvad det er værd. Det har jeg selvfølgelig ikke lyst til at svare på, har han sagt til DR Nyheder.
De genstande er alt fra gamle manuskripter til statuer.
Flere byer i fare for bulldozere
Al Jazeera har snakket med kilder, der mener, at Hatra - en anden gammel by, der er med på UNESCOS's verdensarvsliste - også er i fare for at blive jævnet med jorden.
Islamisk Stat har kontrolleret Mosul, der er Iraks andenstørste by, og de omkringliggende egne siden juni 2014. Området huser knap 1800 af Iraks 12.000 registrerede udgravninger.
En FN-resolution, der blev vedtaget for tre uger siden forsøger at ramme Islamisk Stat og andre organisationer på pengepungen ved blandt andet at slå ned på deres mulighed for at smugle olie og kunstgenstande.