Hvem slog Putins største kritiker ihjel?

Oppositionen i Rusland har mistet en af sine mest fremtrædende skikkelser.

Rusland har mistet en af landets mest fremtrædende oppositionspolitikere. En mand lægger blomster ved drabsstedet i det centrale Moskva. (Foto: © Sergei Ilnitsky, Scanpix)

Fredag døde den måske vigtigste veteran i den russiske oppositionsbevægelse.

Den 55-årige Boris Nemtsov blev dræbt af mindst fire skud tæt på Kreml i Moskva.

Hans stjernestund var oprindeligt i midten af 1990'erne, hvor han var et stort talent i Boris Jeltsins regering. Ikke mindst nåede Boris Nemtsov vidt og bredt ud, da en nationalistisk politiker på direkte tv blev så sur på ham, at han hældte juice i hovedet på ham.

Siden er han blevet en fremtrædende og karismatisk oppositionsfigur. Og han er ikke gået igennem livet uden fjender. Det fortæller ph.d. i russisk og lektor ved Danish Institute for Studies Abroad (DIS) Jon Kyst.

- Hvis man skal være pessimist, og det skal man, så finder man nok aldrig ud af, hvem der har slået ham ihjel, siger Jon Kyst.

Anklagerne vil fyge

Selvom det er ganske uvist, hvem der dræbte Boris Nemtsov, vil Jon Kyst ikke udelukke, at drabsmanden - eller drabsmændene - kan have været radikaliserede, der er vendt tilbage fra kampene i Østukraine, og som har følt sig kaldet til at slå oppositionslederen ihjel.

Men pilene kan også pege andre steder hen, fastslår han. Og beskyldningerne fyger allerede.

- I den russiske opposition taler man om, at det simpelthen kan være en skræmmekampagne fra de voldeligt orienterede dele af den russiske politiske elite, der på den måde ønsker at skræmme folk op til den meget store demonstration, der skal finde sted i Moskva på søndag, siger Jon Kyst.

Var ikke præsidentemne

Boris Nemtsov var en af de oppositionspolitikere, der førte an, når der skulle marcheres mod regeringen. Alligevel var hans magt begrænset.

- Der er ikke tale om et præsidentemne eller en modkandidat. Han havde ikke længere den helt brede appel, siger Jon Kyst.

I kraft af sin mangeårige erfaring og politiske deltagelse var han ikke desto mindre en yderst fremtrædende oppositionsleder, der systematisk anklagede præsident Vladimir Putins styre for korruption og magtmisbrug.

En del af hans kritik var også rettet direkte mod præsidentens person.

Regeringstilhængere mistænker oppositionen

Jon Kyst fortæller, at der er flere regeringsloyale, der på de sociale medier giver udtryk for, at det garanteret er oppositionen selv, der har dræbt Boris Nemtsov, fordi de har brug for et offer netop op til demonstrationen i håbet om, at flere vil møde op.

Uanset hvad, så forventer han, at drabet netop vil få den effekt.

- Oppositionen vil - i hvert fald på den korte bane - være meget vred, siger Jon Kyst.

Han vurderer, at det i første omgang vil føre til et stort fremmøde ved søndagens demonstration. Og her skal man ifølge Jon Kyst hæfte sig ved, hvordan myndighederne vælger at reagere.

- Kommer der demonstrationer og voldelig nedkæmpning af demonstrationen, så kan det være et uheldigt led i en eskalerende kæde af voldshandlinger, og så kommer Rusland til at blive et samfund, der er præget af mere frygt, end det er i øjeblikket, siger han.