Blodige kampe, over 200 kristne bortført og en civilbefolkning, der flygter.
Sådan er situationen i det nordøstlige hjørne af Syrien, hvor kurdiske styrker har indledt en storoffensiv for at ramme terrorgruppen Islamisk Stat (IS).
Kurderne forsøger at slå en kile ind i de landområder, som forbinder Islamisk Stats territorium i Syrien med terrorgruppens områder i Irak.
Det går godt
Og meldingerne fra slagmarken er positive, fortæller mellemøstkorrespondent i DR Nyheder Puk Damsgård, som befinder sig i de kurdiske områder i Syrien:
- De seneste meldinger, jeg har fået, er, at det faktisk går godt. Situationen er den, at Islamisk Stat har siddet temmelig længe i en by, der hedder Tel Hamis. Og her har de gode forsyningslinjer ind i Irak, siger Puk Damsgård.
Det er netop denne forsyningslinje, som kurdiske styrker - med hjælp fra den internationale koalitions bombefly - forsøger at afskære. Foreløbig meldes omkring 150 personer dræbt i kampene - langt de fleste fra IS.
220 bortført af IS
Terrorgruppen har svaret igen ved at bortføre et stort antal assyriske kristne fra landsbyer, som ligger omkring 100 kilometer fra Tel Hamis. Syrisk Observatorium for Menneskerettigheder, som støtter den moderate side i oprøret mod Syriens præsident Bashar al-Assad, har i dag forhøjet antallet af bortførte kristne til 220.
- Det er en krigsstrategi, som Islamisk Stat benytter sig af, hvor de tager lokale til fange under deres fremmarch. De kurdiske styrker gør alt, hvad de kan, for at finde de her mennesker, men det er selvfølgelig noget, som gør folk i området rigtig, rigtig bange, fortæller Puk Damsgård.
Den kurdiske milits YPG står bag storoffensiven mod IS i det nordøstlige Syrien. Militsen har deltaget i den syriske borgerkrig, siden den begyndte, fortæller Puk Damsgård:
- De har i flere år formået at holde Islamisk Stat ude af Syriens nordøstligste hjørne. Og nu kæmper de også ind over grænsen til Irak sammen med de irakisk-kurdiske styrker.
Vestlige krigere hos YPG
På det seneste har kurderne ovenikøbet fået selskab af udenlandske krigere fra den vestlige verden.
- Forleden aften spiste jeg middag med to amerikanere, en brite, en rumæner, en portugiser og en tysker, som er kommet hertil for at hjælpe. Mønsteret er, at når der sker et terrorangreb i for eksempel Canada eller Australien, så kommer der et lille - men dog betydeligt - rykind af udenlandske krigere, fortæller Puk Damsgård.
For to dage siden blev en australsk mand dræbt, mens han kæmpede på kurdisk side i det nordøstlige Syrien, skriver Reuters.