USA og Iran har genoptaget forhandlinger om det iranske atomprogram under et stigende pres for en aftale inden den fastsatte frist 31. marts.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, mødes i dag i Geneve med sin iranske kollega, Mohammad Javad Zarif, til endnu en runde forhandlinger, hvor også andre ministre fra de to lande deltager.
- Begge er fast besluttet på at løse de fortsatte knuder, siger en iransk kilde tæt på forløbet til nyhedsbureauet Reuters.
Forhandler om alle emner
Ifølge en kilde i det amerikanske udenrigsministerium vil mandagens samtaler dække praktisk talt alle emner.
Ved forhandlingsbordet sidder de seks stormagter USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland på den ene side og Iran på den anden.
Konflikten, som har kostet Iran dyrt på grund af Vestens sanktioner, har stået på i mere end et årti.
Seks stormagter står sammen
Forhandlingerne foregår hovedsageligt mellem Washington og Teheran, og John Kerry slår fast, at de seks lande i stormagtsgruppen P5+1 står sammen om at forhindre iranerne i at få atomvåben.
Stormagtsgruppen har mange gange tidligere forhandlet uden resultat, og 23. marts er blot den seneste frist.
/ritzau/Reuters