En menneskemængde samledes i februar på et stadium i Yemens hovedstad, Sanaa. I stilhed så de til, mens den magtfulde oprørsleder Abdul-Malik al-Houthi tonede frem på tre store skærme.
Her fortalte han de mange tilhørere, at han havde opløst parlamentet.
Yemen har været henkastet i politisk kaos, siden houthi-oprørerne trængte ind i hovedstaden i september sidste år. De har kæmpet for at vælte regeringen, og i januar trak både premierministeren og præsidenten sig.
Nu er et overgangsråd på plads, der skal lede landet og styre det på ret kurs. Det oplyser FN-mægler Jamal Benomar ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mere dialog før ny præsident
- Dette fremskridt er ikke en endelig aftale, men et vigtigt gennembrud, der baner vejen for en fuld aftale, udtaler han i en erklæring.
Som led i aftalen vil parlamentets 301 medlemmer blive siddende. Derudover bliver rådet oprettet med et endnu ikke specificeret antal pladser.
De to enheder skal sammen vedtage den lovgivning, der skal styre Yemen i overgangsprocessen.
Ifølge Jamal Benomar er det nødvendigt med yderligere dialog, før spørgsmålet om en ny præsident og nye ministre er faldet på plads. Der skal også fortsat diskuteres sikkerhedsspørgsmål, oplyser han.
Houthi-milits bag angreb
Den shiamuslimske houthi-milits havde i dagene op til regeringens afgang angrebet både præsidentpaladset og præsidentens bolig i hovedstaden Sanaa.
Få dage inden havde de angrebet premierministerens bilkortege.
Regeringen trak sig efter uroligheder
I kølvandet på disse begivenheder tilbød regeringen med premierminister Khaled Bahah i spidsen præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi at trække sig.
Regeringen oplyste i et opsigelsesbrev, at den ønskede at »distancere sig fra det destruktive politiske kaos, der hverken er baseret på lov eller logiske systemer.«
Kort efter brevet begyndte at cirkulere på sociale medier, oplyste en talsperson for præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi, at også han ville gå af.