Ekstreme unge: Udenrigsminister leder efter løsningen i USA

Martin Lidegaard forventer at få gode ideer med hjem fra USA, hvor han er inviteret til antiradikaliseringsmøde af Joe Biden.

Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, er med til det møde, hvor flere lande skal udveksle erfaringer med at komme radikaliserede unge til livs. (Foto: © MICHAEL REYNOLDS, Scanpix)

Den formodede gerningsmand bag weekendens terrorangreb, Omar El-Hussein, tilhørte en gruppe, som regeringer over hele verden er meget bange for i disse dage:

Unge mænd med indvandrerbaggrund, der er involveret i kriminalitet og ikke føler sig som en del af samfundet.

På et møde i den amerikanske hovedstad Washington i aften skal repræsentanter for 27 lande drøfte, hvordan man undgår, at de marginaliserede unge vender sig mod religiøs eller politisk ekstremisme, når de ikke føler, de hører til.

Den amerikanske vicepræsident Joe Biden siger, at landene er nødt skabe 'en fornemmelse af at høre til' for indvandrersamfundene.

Den danske udenrigsminister håber, han kan få inspiration til den danske indsats.

- Jeg forventer, at vi kan tage nogle gode ideer med hjem, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der tager til mødet sammen med Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard (S).

At forhindre radikalisering

Repræsentanterne for de 27 lande skal udveksle og drøfte metoder til at undgå radikalisering af unge.

- Vi fokuserer meget på, hvordan man bekæmper terror, når det sker. Men det er også utroligt vigtigt at sætte ind, inden terroren sker. Det handler om at stoppe finansiering af terror, og det handler især om at dæmme op for radikalisering, siger udenrigsministeren.

På mødet skal Jacob Bundsgaard fortælle om den såkaldte Aarhus-model, der er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Østjyllands Politi med det formål at forebygge radikalisering.

- Det her er jo en mulighed for at brede modellen ud, så flere kan få gavn af den. Jeg vil prøve at give nogle billeder på, hvad det er, vi gør i Aarhus og vise, hvilken effekt det har, siger Jacob Bundsgaard.

- Alle har jo desværre store problemer

Martin Lidegaard skal også deltage i et privat møde med den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

Han forventer, at alle lande har erfaringer at byde ind med.

- Jeg tror, alle de europæiske lande desværre oplever subkulturer og radikalisering, så jeg forventer at få noget med hjem fra alle lande, siger Martin Lidegaard.

Den amerikanske drøm som inspiration

Joe Biden lagde i sin invitation op til, at de amerikanske erfaringer med at integrere indvandrere kan være til gavn for europæerne.

- Vi er ikke altid lykkedes med det, men vi har en masse erfaring med at integrere samfund ind i det amerikanske system, den amerikanske drøm, sagde Joe Biden.

Martin Lidegaard udelukker ikke, at USA kan pege den rigtige vej.

- Det vil jeg bestemt ikke udelukke. Men nu har USA jo selv ganske alvorlige problemer med bandekrig også.

- Men man kommer langt, hvis man kan undgå social marginalisering af unge, siger udenrigsministeren.