Dagen efter drabet på en 37-årig dansk jøde i København har det jødiske samfund i Europa været udsat for et nyt overgreb: Denne gang på en jødisk kirkegård i det nordlige Frankrig, hvor flere hundrede gravsteder er blevet ødelagt.
Ingen personer er anholdt i sagen.
Fordømmer hærværk
Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, fordømmer det omfattende hærværk på kirkegården, der ligger i nærheden af Strasbourg i den nordøstlige del af landet.
- Alt vil blive gjort for at identificere, anholde og retsforfølge gerningsmanden eller gerningsmændene bag denne vanærende handling, siger ministeren.
Politiet havde sent søndag afspærret kirkegården, og kriminalteknikere arbejder på stedet.
- Omkring 300 gravsteder er skændet, siger en kilde tæt på efterforskningen og tilføjer, at der tilsyneladende ikke er skrevet noget på gravstenene.
Premierminister: - Antisemitisk handling
Frankrigs premierminister, Manuel Vallis, betegner i et tweet handlingen som antisemitisk og uværdig.
Hærværket kommer, efter at en vagtmand natten til søndag blev skudt og dræbt foran synagogen i Krystalgade i København. I januar blev fire personer i et jødisk supermarked i Paris dræbt af en gidseltager.
Og i maj sidste år mistede fire personer livet, da en mand åbnede ild på Det Jødiske Museum i Bruxelles.
Netanyahu: - Kom til Israel
Søndag kommenterede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, hændelsen i København og sagde, at der sandsynligvis vil komme flere tilsvarende angreb.
Han opfordrede samtidig europæiske jøder til at gøre Israel til deres nye hjemland.
- Jøder bliver dræbt på europæisk jord, bare fordi de er jødiske, sagde Netanyahu til sine ministre på det ugentlige kabinetsmøde i Jerusalem ifølge den israelske netavis Haaretz.com.
- Denne bølge af angreb vil fortsætte. Jeg siger til jøderne i Europa: Israel er jeres hjem, tilføjede han.
Frankrig er hjemland for de største jødiske og muslimske befolkningsgrupper i Europa.
/ritzau/Reuters