Græsk avis udstiller tysk finansminister som nazist

Tyskland kalder det krænkende, at en græsk avis illustrerer den tyske finansminister som nazist.

Karikaturtegningen af den tyske finansminister går under overskriften "Forhandlingerne er begyndt" med reference til Grækenlands forsøg på at forhandle nye vilkår til deres gældsaftale med EU. (Foto: © Louisa Gouliamaki, Scanpix)

Den græske avis The Daily Avgi, der er tæt forbundet til det nye regeringsparti Syriza, udstillede søndag den tyske finansminister, Wolfgang Schaeuble, som nazist på en karikaturtegning i avisen.

Det skriver Reuters. Forholdet imellem Tyskland og Grækenland er i forvejen anstrengt, og den tyske regering har da heller ikke taget imod tegningen med kyshånd.

- Jeg er altid fortaler for ytringsfrihed, men helt personligt mener jeg, at tegningen er stødende, og at tegneren burde skamme sig, siger Martin Jaeger, der er talsmand for finansministeriet.

Reaktion på manglende gældsaftale

Tegningen viser finansministeren, der siger: 'Vi insisterer på at lave sæbe af jeres fedt' og 'Vi diskuterer at lave gødning af jeres aske', hvilket refererer til jødeudryddelsen i tyske koncentrationslejre under 2. Verdenskrig.

Tegningen kommer som en reaktion på, at pengestærke Tyskland har stillet flere krav til, at Grækenland kan få fornyet sin kæmpemæssige gældsaftale.

Den nyvalgte premierminister, Alexis Tsipras, lovede under valgkampen, at han ville gøre op med sparepolitikken, som EU havde pålagt Grækenland, hvilket gjorde ham yderst populær iblandt befolkningen.

Gentagende nazi-referencer

Flere europæiske lande med Tyskland i spidsen er dog ikke villige til lade Alexis Tsipras opfylde sine valgløfter. Især den tyske finansminister har været en stor fortaler for den nuværende sparepolitik, man har pålagt Grækenland.

I kølvandet på det har den græske regering krævet, at Tyskland skulle betale erstatning for deres besættelse af Grækenland under 2. Verdenskrig. Men Tyskland holder fast i, at al erstatning er opgjort.

Græske aviser har igennem de seneste års gældskrise løbende afbilledet den tyske forbundskansler i naziuniform og med Hitler-overskæg.

Den seneste tegning af finansministeren går under overskriften 'Forhandlingerne er begyndt' med henvisning på topmødet i Bruxelles, hvor Grækenland igen håber på at kunne få ændret vilkårene.