Korrespondent: Rusland snød EU i september - og det er langt fra glemt

Selv om der er underskrevet en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland, er EU klar med flere sanktioner. For EU vil ikke narres igen, siger korrespondent.

DR's Europakorrespondent Ole Ryborg mener, at EU har fået nok af Ruslands narrestreger i Ukraine. Derfor strammer de sandsynligvis sanktionerne mod Rusland fra på mandag. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Torsdag morgen kom de fire statsledere fra Ukraine, Rusland, Frankrig og Ryskland ud fra et forhandlingslokale i den hviderussiske hovedstad Minsk med en køreplan for fred i Ukraine.

Men trods aftalen træder EU's planlagte sanktioner mod Rusland i kraft på mandag. Det besluttede EU's stats- og regeringschefer på deres topmøde i Bruxelles torsdag aften.

For af bitter erfaring stoler de ikke på russerne, siger DR's EU-korrespondent Ole Ryborg

- Man lavede en fredsaftale i Minsk i september, og der var blækket knap nok tørt, før den blev brudt, forklarer han fra Bruxelles.

Gal over septembers forhandlinger

Dengang viste det sig, at de pro-russiske separatister rykkede frem i Østukraine, mens man sad og forhandlede.

- Og der er ingen, der har lyst til at se så fjollede ud som i september, hvor man blev narret, mens man forhandlede, mener Ryborg.

- Derfor er det ikke nok med et stykke papir fra Minsk. Der skal ske noget konkret på jorden i Østukraine.

Ingen stoler på Rusland

Derfor er EU allerede nu klar med flere sanktioner, hvis enten Rusland eller de pro-russiske separatister i Ukraine ikke overholder våbenhvilen.

Og det overrasker DR's korrespondent.

- Det er meget overraskende, at de var så faste i kødet. Ikke engang grækerne sagde noget om, at EU skal holde igen med sanktioner, siger Ole Ryborg.

Grækenland har ellers presset EU forud for torsdagens topmøde, hvor det græske gældsdrama var på dagsordenen, med at vende blikket mod Rusland for at låne penge.

- Men det ser ud som om, at absolut ingen har tillid til Putin. Så man er klar med sanktioner nu og fremover, vurderer Ole Ryborg.

Udenrigsminister: EU's sanktioner gør ondt

Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil ikke sige, hvor mange og hvor hårde sanktioner der skal til, for at Rusland overholder sin del af aftalen, der skal sikre våbenhvile i Ukraine.

- Det afhænger af, om aftalen føres ud i livet, og om kamphandlingerne stopper, siger han til DR Nyheder.

- Men jeg tror, EU's sanktioner er begyndt at virke, og at de tab, som Rusland har lidt, gør ondt, mener han.