Er økonomiske sanktioner mod Rusland nok?
Spørgsmålet splitter stadig EU og USA, efter at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, mandag besøgte præsident Barack Obama i USA for at drøfte flere udenrigspolitiske spørgsmål.
Besøget kommer, efter at Merkel sammen med den franske præsident, Francois Hollande, i sidste uge besøgte både Kiev og Moskva til fredsforhandlinger mellem de stridende parter.
På det officielle pressemøde fortalte Barack Obama, at han stadig overvejer, om man skal gribe til militære løsninger, mens Angela Merkel slår fast, at Tyskland er imod militær indgriben.
Men ifølge DR's USA-korrespondent Johannes Langkilde, der fulgte pressemødet, var det helt klare formål med mødet at komme tættere på hinanden.
- Obama anerkender de taktiske uenigheder, men understreger, at USA og EU træffer beslutninger sammen, siger han.
Sanktioner har ikke stoppet Putin
Det er dog ikke kun i USA, at man overvejer, om økonomiske sanktioner er nok. EU's udenrigministre mødtes mandag i Bruxelles for at diskutere situationen, hvorefter man besluttede at udvide de nuværende sanktioner.
Med til at træffe beslutningen var den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), der erkender, at økonomiske sanktioner ikke har været nok indtil videre.
- Jeg er helt overbevist om, at de nuværende sanktioner har virket på den måde, at situationen i Ukraine helt klart havde været værre uden. Men om de har været nok til at stoppe Putin? Dertil må vi desværre sige nej, siger han til DR Nyheder.
Uenighed blandt EU-lande
DR's korrespondent i Bruxelles, Ole Ryborg, fortæller, at man i EU har følt sig nødsaget til at komme med nye sanktioner på grund af udviklingen i Ukraine, men at man ikke for alvor tror på, at de er løsningen.
- Alle er klar over, at det ikke har haft den ønskede effekt, og der er heller ikke stor optimisme med de nye sanktioner, men man synes alligevel, at man må stramme skruen endnu engang og igen forsøge sig med fredsforhandlingerne, siger han.
Han fortæller videre, at der er stor uenighed blandt EU-landene om, hvilken retning man skal gå i kampen mod de russiske aggressioner.
- Flere lande er trætte af de økonomiske sanktioner, der rammer deres egen økonomi, mens blandt andet Polen og de baltiske lande mener, man skal gå endnu hårdere til værks, siger han.