Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, skal torsdag mødes med Ukraines præsident, Petro Porosjenko, og dagen efter med Vladimir Putin i Moskva.
Det sker i et forsøg på at få stoppet den eskalerende krig i det østlige Ukraine.
- På baggrund af den optrappede vold de seneste dage, så vil forbundskansleren og præsident Hollande intensivere deres anstrengelser, som har stået på månedsvis, for at finde en fredelig løsning på konflikten i det østlige Ukraine, siger Merkels talsmand, Steffan Seibert.
Forslag til fred
Hollande siger, at han og Merkels mål er at fremlægge en tekst til en fredsløsning, som alle parter kan acceptere.
- Ukraine er i krig. Svære våben bliver taget i anvendelse, og civile dræbes dagligt, understreger han på et pressemøde.
- Vi vil foreslå en ny løsning på konflikten baseret på Ukraines territoriale uafhængighed. Vi vil diskutere det med præsident Pososjenko i dag og fredag med den russiske præsident i Moskva, forklarer Hollande.
Kampe optrappet de seneste uger
Kampene i det østlige Ukraine er blevet intensiveret de seneste uger. Der meldes om hårde kampe omkring Donetsk og trafikknudepunktet Debaltseve.
På linje med Ukraine beskylder EU og USA Rusland for at støtte de prorussiske oprørere i det østlige Ukraine med mandskab og militært udstyr.
/ritzau/Reuters