Pakistan tester raket, der kan medtage atomvåben

Pakistan tester missil, der kan medbringe atomvåben, få dage efter en banebrydende aftale mellem Indien og USA.

Pakistan har foretaget en prøveaffyring af en kortdistanceraket, som har kapacitet til at medtage både atomsprænghoveder og konventionelle sprænghoveder, oplyser landets forsvar.

Krydsermissilet Raad, der er bygget i Pakistan, har en rækkevidde på 350 kilometer og er i stand til at skifte retning undervejs, oplyser det pakistanske forsvar.

Prøveaffyringen sker, netop som USA og Indien har indgået en epokegørende civil atomaftale i forbindelse med præsident Barack Obamas besøg i New Delhi i slutningen af sidste måned.

Tilbageslag for Pakistan

Aftalen mellem de to store lande anses for at være et strategisk tilbageslag for Pakistan, som er naboland - og rival - til Indien.

Indien foretog for to dage siden en vellykket prøveaffyring af et ballistisk langdistancemissil fra en mobil affyringsrampe.

Har udkæmpet tre krige

Pakistan og Indien foretog atomprøvesprængninger med få dages mellemrum i 1998, efter at de to stater i årtier hemmeligt havde udviklet atomvåben.

Indien og Pakistan har udkæmpet tre krige siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1947. To af dem har omhandlet Kashmir, som er delt mellem de to lande.

/ritzau/dpa