Steffen Gram: Netanyahu kan have skudt sig selv i foden med USA-tale

Udiplomatisk israelsk diplomati skaber krise mellem Obama og Netanyahu.

Nu er det personlige ubehag og politiske uoverensstemmelser mellem Obama og Netanyahu igen blandet sammen med den interne politiske borgerkrig mellem republikanere og demokrater i USA. Og det er gået galt - først og fremmest for Netanyahu, skriver Steffen Gram. (Foto: © Amir Cohen, Scanpix)

Politikeres kropssprog er tit mere interessant end det, de siger. Da Bill Clinton og Boris Jeltsin brød sammen af grin og slog hinanden på ryggen, vidste vi, at de havde udviklet et specielt personligt forhold, der prægede Clintons politik over for et Rusland i krise.

Da Israels regeringschef, Benjamin Netanyahu, belærte præsident Obama som en anden skoledreng om de politiske realiteter i Mellemøsten, så kunne vi se, at den ydmygelse ville der ikke komme noget godt ud af!

Ganske rigtigt: Obama og Netanyahu kan ikke sammen, for at sige det mildt. Og set med Obamas øjne gik Netanyahu langt over stregen ved præsidentvalget i 2012, hvor Netanyahu åbent støttede Obamas modkandidat, republikaneren Mitt Romney.

Nu er det personlige ubehag og politiske uoverensstemmelser mellem Obama og Netanyahu igen blandet sammen med den interne politiske borgerkrig mellem republikanere og demokrater i USA. Og det er gået galt - først og fremmest for Netanyahu.

Modstander af aftale med Iran

Netanyahu udskrev for nyligt valg i Israel til 17. marts. Hans Likud-parti ligger side om side med oppositionen i meningsmålingerne. Som enhver god konservativ politiker bruger Netanyahu "nationens sikkerhed" som bærende tema i valgkampen.

Hans budskab er, at Iran er Israels fjende nummer ét.

Derfor er han 100 procent mod enhver aftale, der giver Iran adgang til atomkraft, fordi han ikke tror på, at Iran udelukkende vil udvikle sin atomkraft til fredelige formål.

Og derfor har han advaret om, at Israel er parat til egenhændigt at angribe iranske atom-installationer og har konsekvent forsøgt at skyde det ned, når præsident Obama og den internationale koalition har forsøgt at få en atom-aftale med Iran i hus.

Taler mod Obamas politik i Kongressen

Nu er Netanyahu så blevet inviteret til at tale i den amerikanske Kongres d. 3. marts.

Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, har i samarbejde med den israelske ambassadør i USA inviteret Netanyahu til at tale til kongressen, hvor han vil kritisere og fordømme den udenrigspolitik i forhold til Iran, som Boehners egen præsident fører.

Det er sket uden at have informeret præsidenten i Det Hvide Hus, der ifølge forfatningen fører USA's udenrigspolitik, eller det amerikanske udenrigsministerium.

Det er uhørt i amerikansk politik - og er endnu et udtryk for den politiske borgerkrig, der raser mellem republikanere og Obama og hans demokrater.

I Det Hvide Hus har Obamas stab reageret prompte. Det kan godt være, at Netanyahu skal besøge Washington. Men han kommer ikke til at tale med Obama. Han bliver ikke modtaget i det Hvide Hus!

Officielt fordi den amerikanske præsident ikke vil blande sig i den israelske valgkamp ved at modtage ministerpræsidenten så tæt på et israelsk valg.

Nye sanktioner mod Iran kan blive droppet

Men i sin iver for at skyde præsident Obamas forhandlinger om en atomaftale med Iran ned, kan Netanyahu have ramt sig selv i foden.

Forud for kontroversen om talen i Kongressen var både republikanere og demokrater i senatet i gang med at udarbejde og vedtage nye sanktioner mod Iran.

Det fik Obama til at advare om et veto i sin årlige tale til unionen. Og på de indre linjer fik de demokratiske senatorer - og der er flere fremtrædende af slagsen - at vide, at Obama og Det Hvide Hus ikke ville se med milde øjne på deres medvirken til at vedtage nye sanktioner.

Forleden trak de demokratiske senatorer så deres støtte til nye sanktioner mod Iran tilbage. De sendte et brev til Obama og meddelte, at de ikke ville foretage sig noget, før den nuværende forhandlingsrunde med Iran har gået sin gang. Og der er deadline d. 24. marts.

Dermed er udsigten til nye sanktioner mod Iran - og risikoen for, at konservative hjemme i Iran ville få iranerne til at trække sig fra atomforhandlingerne - væk. Og udsigten til, at Netanyahu kan score stort på en tale i den amerikanske Kongres hjemme blandt vælgerne, er reduceret dramatisk.

Konservative protestanter støtter Israel

Til gengæld er det lykkedes Netanyahu at skabe ny debat om USA's og amerikanske jøders støtte til Israel. USA er Israels mest trofaste støtte specielt i disse år, hvor de europæiske lande vender sig mod Israel.

Amerikanerne føler en samhørighed med det jødiske folk, beundrer "Davids kamp mod Goliat" gennem de sidste 60 års mellemøstlige historie.

Og det militære samarbejde i dag mellem amerikanerne og israelerne kører side om side med det politiske - men uden de samme gnidninger, konflikter og kriser, som det politiske samarbejde går igennem.

Men Israels mest trofaste støtter i USA i dag er ikke USA's jøder. De er de konservative protestanter på republikanernes ydre politiske fløj.

USA's jøder er primært liberale, dvs. centrum-venstre i den europæiske politiske verden. Det store flertal stemmer på og støtter Obama og demokraterne.

Netanyahu opfordret til at trække sig fra tale

Det vil de også gøre, hvis den næste amerikanske præsident bliver Hillary Clinton. Og for dem er kærligheden til og længslen efter Israel ikke identisk med støtte til Benjamin Netanyahu.

De er trætte af at opleve en israelsk ministerpræsident, der nærmest trives ved at nedgøre den amerikanske præsident, hans regerings forsøg på at finde en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt og hans atom-forhandlinger med Iran.

Flere ledende israelske politikere og kommentatorer har opfordret Netanyahu til at trække sig fra talen i den amerikanske Kongres.

Skal reparere forholdet til USA

Men - som Benjamin Netanyahu sagde på et møde i det israelske kabinet forleden: "Som Israels ministerpræsident er jeg forpligtet til at gøre alt for at forhindre Iran i at skaffe sig kernevåben, der kan blive brugt mod Israel!"

- Det er at stikke en finger i øjet på Obama-regeringen - og i sidste ende rette et slag mod Israel selv, sagde Shelly Yachimovich, en af Netanyahus politiske modstandere fra det israelske Arbejdsparti.

- Netanyahu er parat til at skade vores forhold til USA for at holde en valgtale!

Den 17. marts vil de israelske vælgere belønne eller straffe Netanyahu - alt efter hvordan valgkamp og konflikt udspiller sig frem til valget.

Skulle vælgerne sende Netanyahu tilbage som regeringschef, kan han se frem til små to år, hvor han får travlt med at reparere på Israels helt nødvendige forhold til præsidenten i Det Hvide Hus.