Ekspert: Begge regeringspartier må sluge store kameler

Syriza har dannet regering med det lille nationalistiske parti Uafhængige Grækere. Og det betyder, at begge partier må indgå store kompromisser. Det fortæller Grækenlandsekspert til DR Nyheder.

Alexis Tsipras, Formand for Syriza, har netop dannet regering med Uafhængige Grækere. Det kan blive en stor udfordring. (Foto: © Alkis Konstantinidis, Scanpix)

Med sine 149 pladser i parlamentet vandt venstrefløjspartiet Syriza parlamentsvalget i Grækenland stort. Og nu er det lykkedes dem, at forhandle sig frem til at danne regering med det lillenationalt konservative parti, Uafhængige Grækere. Men den står på store kompromisser, når to yderfløjspartier danner regering. Det fortæller Grækenlandsekspert og ekstern lektor på RUC, Tom T. Kristensen.

- Uafhængige Grækere har for eksempel som krav, at de vil have forsvarsministerposten, og at stat og kirke ikke må blive skilt, som Syriza ellers ønsker. Og der er det mest sandsynligt, at Syriza må gå på kompromis her og give efter.

Men det lille nationalistiske parti slipper ikke udenom også at måtte gå på kompromis.

- Til gengæld må Uafhængige grækere nok gå på kompromis med nogle velfærdsstatslige ting, som er meget vigtige for Syriza. For Syrizas økonomiske politik ligger meget fast, og Uafhængige grækere har endnu ikke udformet en klar økonomisk profil. Så der er det nok Uafhængige grækere, der må gå på kompromis.

To yderfløje må forenes

- Det bliver meget interessant nu at se, hvad de vil fremlægge af planer. Især på indvandrepolitikken. For Uafhængige Grækere er jo et nationalist konservativt parti, der ønsker en ultra-stram udlændingepolitik. Og Syriza ønsker modsat en lempelig og rummelig udlændigepolitik med plads til mange, forklarer Tom T. Kristensen.

Men på trods af modsætninger, giver det alligevel god mening for Tom T. Kristensen at de to fløjpartier har fundet sammen.

- De har vidst, at de ville gå rigtig langt for at nå til enighed og danne regering. Fordi deres fælles mål er det vigtigste for dem: at udbedre den humanitære katastrofe som nedskæringer og spareplaner har medført. Det er større og vigtigere for dem, end de andre værdipolitiske problematikker, der skiller dem ad.

Hurtigt overståede forhandlinger

De to fløjpartier har forhandlet i flere uger op mod valget for at være bedst muligt forberedte på deres eventuelle kompromisser. Og i dag kl. 09.30 mødtes de så i Parlamentet i Athen til reelle regerings-forhandlinger.

De gik hurtigt. For kun en times tid senere, annoncerede partierne, at de nu har dannet en koalitionsregering sammen.

Syriza vandt valget i går stort med 149 pladser i parlamentet, men det var ikke nok til, at partiet kunne danne regering alene. Derfor måtte Syriza i dag forhandle en koalitionsaftale på plads med det lille nationalt konservative parti Uafhængige Grækere – der nu er i regering.