Grækenland har en ny regering

Syriza går sammen med De Uafhængige Grækere om at danne en koalitionsregering.

Grækenland har en ny regering - en koalition mellem Syriza og De Uafhængige Grækere. (Foto: © Louisa Gouliamaki, Scanpix)

Mindre end en time efter, de stak hovederne sammen, har lederne af Syriza og De Uafhængige Grækere dannet en koalitionsregering.

Det skriver The Guardian.

For kort tid siden kom formanden for De Uafhængige Grækere, Panos Kommenos, ud fra Syrizas hovedkvarter for at meddele, at landet har en ny regering.

- Fra dette øjeblik, er der en ny regering. De Uafhængige Grækere vil pege på Alexis Tsipras som premierminister, sagde han til de forsamlede journalister.

- Målet for alle grækere er at tage fat på en ny dag, med fuld suverænitet, sagde formanden for højrefløjspartiet De Uafhængige Grækere.

https://twitter.com/AthensAntiques/status/559645242669150208

Regering afsløres senere i dag

Aftalen betyder, at formanden for Syriza, Alexis Tsipras, kan indkaldes til det græske præsidentpalads og få mandat til at danne regering.

Derefter forventes det, at han som ny premierminister vil afsløre sammensætningen af Grækenlands nye regering.

Og det kan ske allerede i dag inden solnedgang, tweeter en irsk journalist fra Athen. Tsipras skal efter sigende mødes med den græske præsident Karolos Papoulias klokken 15.30.

https://twitter.com/tconnellyRTE/status/559645447296647168

Det passer med, at regeringen kan falde på plads nogenlunde samme tid som Eurozonens finansministre mødes i Bruxelles mandag aften.

Bragt sammen af sparepolitiken

Syriza vandt det græske parlamentsvalg søndag, men opnåede lige akurat ikke stemmer nok til et absolut flertal.

Det betød, at det venstreorienterede parti ikke kunne danne regering alene - men måtte række hånden ud til det ellers konservative og nationalistiske parti, Uafhænige Grækere.

De Uafhængige Grækere ligger langt til højre for Syriza. Partiet er tæt på den græsk-ortodokse kirke og er stærkt indvandrerkritisk.

Men i forhold til EU-skepsis og spørgsmålet om at ændre på nedskærings- og sparepolitikkken er de to partier enige. Og det er det, der har bragt dem sammen.

Valgløfte: Sparepolitik skal genforhandles

Den 40-årige Alexis Tsipras, som er det græske valgs helt store vinder med godt 36 procent af stemmerne, har vundet valget på at kritisere, hvad han kalder Grækenlands "katastrofale sparepolitik".

Han er derfor gået til valg på et løfte om at slække på den stramme sparepolitik via en genforhandling med EU, der reddede Grækenland fra en truende bankerot.

Syriza er et parti, der samler en lang række mindre venstrefløjspartier.

Det venstreorienterede parti ønsker at hæve mindstelønnen med næsten 30 procent til 751 euro om måneden, tildele ekstra midler til de mest trængende pensionister og sikre adgang til gratis lægehjælp.