Mindst 11 er dræbt under markering af årsdagen for oprøret i Egypten

Demonstranterne kalder sig 'pro-demokratiske', mens styret siger, de dræber islamister.

Kisten med den dræbte Shaima al-Sabbagh bliver båret af demonstranter søndag i Alexandria. (Foto: © TAREK ABDEL HAMID, Scanpix)

Efter lørdagens drab på en kvindelig demonstrant var spændingen anspændt i Egypten søndag, da folk samledes i gaden for at markere årsdagen for egypternes del i det arabiske forår.

Mindst 12 personer er således blev dræbt, oplyser kilder fra myndighederne ifølge egyptisk stats-tv. Flere er blevet såret eller anholdt efter sammenstød med politiet.

Nogle personer er dræbt i den nordlige havneby Alexandria og Nildeltaet, mens de fleste har mistet livet i det østlige Kairo. Også to politimænd er såret efter en kraftig eksplosion i hovedstaden.

"Ned med militærstyret"

Drabene skete efter sammenstød med politiet under demonstrationer, som ifølge arrangørerne er for demokrati. Den egyptiske regering siger dog, at de har dræbt voldelige eller bevæbnede islamister.

Mange af de dræbte og anholdte demonstrerede i områder, hvor regeringens største politiske modstander Det Muslimske Broderskab står stærkt, og det er svært at bekræfte påstandene fra de to sider.

I det østlige Kairo, hvor broderskabet står stærkt, råbte demonstranterne på "Ned med militærstyret" og "Revolution én gang til", mens politiet formåede at lukke helt ned for Tahrir Pladsen i det centrale Kairo, som blev centrum for de første demonstrationer for fire år siden.

Dengang lykkedes det at vælte præsidenten igennem 30 år, Hosni Mubarak, men demokrati og frihed har ikke været overskrifterne i det store land sidenhen.

31-årig kvinde dræbt

Efter at have haft Muhammed Morsi fra Det Muslimske Broderskab som præsident er militæret tilbage som leder af landet, og menneskerettighedsorganisationer siger, at journalistik bliver censureret og politiske modstandere gjort tavse.

Samtidig har præsidenten og hans stab slået ned på demonstrationer, og belært af uroligheder på årsdagens i 2013, var politiet mødt talstærkt op flere steder i hovedstaden og resten af landet.

Lørdag gik det dog galt ved Tahrir Pladsen i Kairo, da demonstranter fra det venstreorienterede parti Popular Alliance var på gaden for Muhammed Morsi.

Billeder viser fredelig demonstranter råbe slagord og gå ned ad gaden med et banner, indtil den 31-årige kvinde Shaimaa al-Sabbagh rammes af et dødbringende skud.

Mubarak-familien

Indenrigsministeren har efterfølgende sagt, at han vil undersøge drabet på kvinden, men har også tilføjet, at han advarer alle demonstranter mod terror-elementer, som kan finde på at infiltrere demonstrationer.

Torsdag valgte en domstol i Egypten også at kræve Hosni Mubaraks sønner løsladt, mens en retssag om korruption er i gang mod de to. De to har været i fængsel siden april 2011.

Ordren fra domstolen kommer to måneder efter, at en anden domstol droppede anklagerne om bevidst manddrab mod Hosni Mubarak. Den tidligere præsident skal i stedet gennemgå en ny retssag.