Begyndelsen på den græske gældskrise bliver normalt dateret til 2009. Men i virkeligheden begyndte tragedien allerede ved årtusindeskiftet, da Grækenland blev optaget i eurosamarbejdet.
Her er en gennemgang af 15 højdramatiske år i græsk historie. De læsere, der blot ønsker at læse om de seneste udviklinger, kan gå direkte til sidste afsnit i tidslinjen. For det fulde overblik kan man starte her:
2000-2009: Snyder sig med i euroen
Grækerne skiftede drakmer ud med euro i 2002, men Grækenlands medlemskab af møntunionen har været problematisk fra starten.
I 2004 fik Grækenland en formel advarsel fra Europa-Kommissionen, efter det kom frem, at grækerne havde forfalsket de økonomiske nøgletal, som i sin tid skaffede dem adgang til eurozonen.
For at komme med i klubben, måtte statsgælden højst udgøre 60 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Det kunne Grækenland ikke leve op til, og derfor fiflede man med de statistikker, som blev sendt til EU.
I 2004 skete der samtidig et politisk systemskifte, da den borgerlige Costas Karamanlis fra partiet Nyt Demokrati overtog posten som regeringsleder efter ti år med det socialdemokratiske Pasok ved roret.
Costas Karamanlis’ regering begyndte så småt at gøre op med nogle af landets særdeles gunstige forhold på arbejdsmarkedet såsom livstidsansættelser i den offentlige sektor. Tiltagene førte flere gange til masseprotester og generalstrejker i Grækenland.
I løbet af årtiet optrådte Grækenland rutinemæssigt som det værste eksempel på eurolande, der ikke overholdt reglerne i eurozonens "grundlov", vækst- og stabilitetspagten.
2009: Drukner i gæld
I oktober 2009 generobrede Pasok regeringsmagten, og allerede efter få uger måtte regeringen erkende, at den stod grueligt galt til med landets økonomi.
Finansministeren afslørede, at statsunderskuddet samme år ville lande på 12,5 procent. To dage senere - 22. oktober - kom den første af en næsten endeløs serie af nedgraderinger af Grækenlands kreditværdighed fra et de store, amerikanske kreditvurderingsfirmaer.
"Grækenland drukner i gæld" kunne man læse på dr.dk inden årets udgang - 2.232 milliarder kroner hed beløbet. Ved samme lejlighed betegnede EU’s daværende formandsland, Sverige, situationen i Grækenland som "meget alvorlig". Det skulle vise sig at være en underdrivelse.
2010: Den første hjælpepakke
Efter flere nedgraderinger gik regeringen under ledelse af George Papandreou i begyndelsen af 2010 i gang med at tage livtag med de kolossale strukturelle problemer, som havde ført Grækenland på grænsen af statsbankerot.
I samråd med EU vedtog parlamentet i februar den første pakke af skrappe nedskæringer. Skruen blev strammet yderligere med endnu en pakke måneden efter.
Fastfrysning af løn til offentligt ansatte, forringede pensionsordninger, højere benzinpriser og skattestigninger var bare nogle af de bitre piller, som grækerne måtte sluge. Tusinder gik på gaden i protest.
23. april kastede regeringen håndklædet i ringen og anmodede officielt om en økonomisk hjælpepakke fra den såkaldte trojka: EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).
Aftalen om hjælpepakken på 825 milliarder kroner blev underskrevet 2. maj. Samme dag annoncerede regeringen nye, voldsomme budgetnedskæringer, som blev udvidet inden årets udgang.
2011: Gadekampe og politisk tumult
I begyndelsen af 2011 meddelte Grækenlands nye økonomiske vagthund, trojkaen, at reformprocessen gik for langsomt.
Regeringens bestræbelse på at efterleve kravene skabte omfattende nationale protester, som i juni udartede sig til flere dages gadekampe i hovedstaden Athen op til en afstemning om en spareplan i det græske parlament.
Spareplanen blev vedtaget, og i juli kvitterede eurolandene med en hjælpepakke til Grækenland på i alt 1.185 milliarder kroner.
I oktober fulgte eurolandene op ved at indgå en aftale med Grækenlands private investorer om at halvere landets gæld.
Regeringsleder George Papandreou skabte dog straks tvivl om den store aftale ved overraskende at meddele, at den skulle til folkeafstemning.
Efter stor politisk tumult trak George Papandreou planen om en folkeafstemning tilbage og trak sig som regeringsleder.
Afløseren blev tidligere vicepræsident for ECB Lucas Papademos - en teknokrat, der kom til at stå i spidsen for en koalition med deltagelse af begge Grækenlands store partier, Pasok og Nyt Demokrati.
2012: Gyser og Grexit
De første måneder af 2012 blev lidt af en gyser. Forhandlingerne mellem Grækenland og de private investorer om halvering af gælden balancerede på randen af sammenbrud.
Det bragte hele EU's storstilede redningsplan for Grækenland i fare, og ord som "bankerot" blev flittigt brugt i mediernes dækning.
Der blev forhandlet helt frem til deadline 8. marts klokken 21.00, og i absolut sidste øjeblik kom aftalen med investorerne i hus.
Vælgerne var dog alt andet end taknemmelige. De menige grækere mærkede nu for alvor konsekvenserne af krisen med tårnhøj arbejdsløshed og dramatiske fald i levestandard.
Strejker og protester var dagens uorden, og ved et parlamentsvalg i maj fik Pasok og Nyt Demokrati hug. Til gengæld stormede partier, der tog afstand fra nedskæringspolitikken, frem på begge fløje.
Det stærkt venstreorienterede parti Syriza blev nummer to ved valget, mens det fascistiske Gyldent Daggry til stor international opstandelse fik hele syv procent af stemmerne.
Det mudrede valgresultat gav mange måneders politisk kaos, som allerede her skabte tvivl om hele redningsplanen for Grækenland. Som en understregelse af situationens alvor oplyste Europa-Kommissionen åbent, at man forberedte sig på en græsk udmeldelse af eurosamarbejdet.
Fænomenet havde tidligere på året fået sig eget navn: Grexit.
Et nyvalg i juni endte med endnu en bred koalitionsregering med lederen af Nyt Demokrati Antonis Samaras i spidsen.
2012 klingede ud med nye dårlige nøgletal for græsk økonomi, nye sparepakker og nye protester.
2013: Rekord i arbejdsløshed
Grækenland begyndte 2013 med en bekymrende rekord: Arbejdsløsheden i landet var nu steget til 26,8 procent. Senere viste tal, at så man på aldersgruppen 15-24 år, var tallet 64,2 procent.
Regeringen meddelte i juni uden varsel, at den statslige tv-station ERT med 2.700 ansatte skulle lukke. Lukningen udløste endnu en regeringskrise.
Den fortsatte politiske uro udartede sig til decideret vold, da personer på både den politiske venstre- og højrefløj blev slået ihjel af politiske modstandere. Den ene af sagerne førte til, at fire ledende medlemmer af Gyldent Daggry blev anholdt.
Året sluttede dog med en sjældent god nyhed, da regeringen fremlagde et budget for 2014, der forudsagde positiv vækst efter seks år i recession.
2014: Syriza styrer mod magten
Efter Grækenlands arbejdsløshed satte ny rekord med 28 procent, stemte vælgerne i maj 2014 Syriza ind som største parti ved valget til Europa-Parlamentet.
Omkring nytår måtte regeringsleder Antonis Samaras så udskrive valg, da han ikke formåede at få valgt sin foretrukne kandidat til den ceremonielle post som Grækenlands præsident.
På Syrizas valgdagsorden stod en ende på de reformkrav, som internationale kreditorer har stillet til gengæld for de milliardlån, der sikrer Grækenland mod statsbankerot.
2015: Nervekrig og folkeafstemning
Syrizas dagsorden gik rent ind, da grækerne stemte i januar 2015. Partiet kunne danne koalitionsregering med De Uafhængige Grækere og sætte Alexis Tsipras i spidsen som premierminister.
Men der var stadig ekko i den græske statskasse. Og landets långivere valgte at fastfryse den økonomiske hjælp for at få regeringen til at gå med til en række af de reformer, Syriza gik til valg på at være imod.
I februar enedes eurolandene om at give Grækenland udsættelse på tilbagebetalingen af landets gæld.
Långiverne stod dog stejlt på, at der skal ske langt mere, hvis landet fortsat skal have frigivet 7,2 milliarder euro fra den redningspakke, der holder landets økonomi oppe.
Herefter begyndte en langvarig nervekrig med stribevis af krisemøder, hvor den græske regering og kreditorerne har stået stejlt over for hinanden, mens Grækenland gradvis løb tør for kontanter til at tilbagebetale sine lån.
Grækerne formåede dog at holde sig flydende med kreative manøvrer som at bede alle statslige institutioner og kommuner om at indsætte alle tilgængelige kontanter på en konto i nationalbanken.
I begyndelsen af juni var situationen så kritisk, at Grækenland måtte gribe til en sjældent anvendt regel i IMF om at samle tilbagebetaling af gæld indenfor en given måned. På den måde fik man skabt en ny deadline for tilbagebetaling, der hed 30. juni - samme dag som Grækenlands økonomiske hjælpepakke fra eurolandene udløber.
Premierminister anbefaler nej
Den næstsidste uge i juni bød på meget hektisk mødeaktivitet i forsøget på at nå frem til en aftale, der kunne forhindre en truende statsbankerot. Ugen begyndte med forsigtig optimisme, efter den græske regering for første gang i fem måneder fremlagde en plan, som i nogen grad kom kreditorerne i møde.
Men inden et afgørende møde i eurogruppen anklagede Alexis Tsipras kreditorer for afpresning og meddelte senere, at han vil sende spørgsmålet om en gældsaftale til folkeafstemning - med en anbefaling om at stemme nej.
Sammenbruddet i forhandlingerne fik Den Europæiske Centralbank til at fastfryse den ekstraordinære kapitaloverførsel, der havde holdt Grækenlands banker flydende - selvom grækerne i stort omfang har hævet deres indeståender.
Sent søndag bekræftede den græske regering, at hverken banker eller børsen i Athen ville åbne mandag morgen. Samtidig indførte man kapitalkontrol, så grækere kun kunne hæve 60 euro om dagen.
Betaler ikke lån tilbage
1. juli udløb fristen for tilbagebetalingen af et af Grækenlands milliardlån på 1,5 milliarder til Den Internationale Valutafond (IMF), men lånet blev ikke betalt, og Grækenland bad om at udskyde afdraget. Noget som IMF ikke har taget stilling til.
Ved ikke at tilbagebetale IMF-lånet til tiden skriver Grækenland sig ind i historiebøgerne ved siden af lande som Zimbabwe, Cuba og Somalia.
Den græske premierminister Tsipras anmodede om et nyt hjælpeprogram, men det blev hurtigt affejet af Tyskland.
Tyskland vil ikke gå med til at forhandle en ny gældsaftale på plads for Grækenland, før de græske vælgere har været til folkeafstemning søndag om den spare- og reformpakke, som kreditorerne vil have Grækenlands regering til at acceptere, fastslog forbundskansler Angela Merkel.
Oxi til EU's krav
Ved folkeafstemningen 5. juli stemmer et overvældende flertal (61,3 procent) af det græske folk nej at låne flere penge kreditorerne fra EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB) mod at indføre omfattende reformer og besparelser.
Finansminister Yanis Varoufakis beslutter at træde tilbage efter 6. juli, fordi hans person står i vejen for konstruktive forhandlinger med långiverne.
I Grækenland holder det græske parlament og Tsipras møde med den græske præsident, Prokopios Pavlopoulos, for at finde et fælles fodslag.
Efter et syv timer langt møde, blev alle nær Kommunisterne og det nynazistiske parti, Gyldent Daggry enige om en fælles erklæring, som den græske delegation kan tage med til euro-kollegerne i Bruxelles 7. juli.
Både EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og EU-parlamentets formand, Martin Schulz, siger, at Grækenland skal blive i eurozonen, men at det nu må være grækernes tur til at udvise samarbejdsvilje.
EU's finansministre mødes også til topmøde - det bliver det første møde med den nyudnævnte græske finansminister Euclid Tsakalotos, som skal sende et signal til EU om, at Grækenland er klar til at starte på en frisk og samarbejde med kreditorerne.
Lige nu er situationen i Grækenland usikker. Bankerne er lukket, og grækerne må kun hæve 450 kroner om dagen. Grækernes hverdag fortsætter, men deres fremtid er sat på pause, indtil den græske regering er blevet enige med EU og langsigtede løsninger. Samtidig er landet midt i turistsæsonen, og mange danskere vælger alligevel at tage af sted på ferie - denne gang bliver det med ekstra kontanter i baggagen.
Kilder: BBC og dr.dk