Kup i Yemen? Det afhænger af, hvem man spørger

Yemen er igen kastet ud i kaos og forvirring. Aktørerne er vildt uenige om, hvad man skal kalde det, som foregår.

Krigere fra Houthi-bevægelsen patruljerer i hovedstaden Sanaas gader. (© Scanpix)

"Total forvirring." Det er en vending, som går igen i mediernes dækning af den øjeblikkelige krise i Yemen.

De seneste dage har der været heftige kampe i hovedstaden Sanaa, og oprørere fra Houthi-militsen har indtaget præsidentpaladset og bevogter præsidentens bolig, der ligger et andet sted i byen.

Det lyder unægteligt som et kup, men så enkelt er der ingenting, der er i Yemen - det fattigste og mest ustabile af de arabiske lande.

Her er en gennemgang af aktørerne i konflikten og deres svar på spørgsmålet: Har der været et kup i Yemen?

Yemens regering: Ja

I går skrev Yemens informationsminister på Twitter, at landets præsident er under angreb fra militante, som forsøger at vælte regeringen.

Men derudover er det ikke meget, man hører fra dem, som skal forestille at være Yemens magthavere. Houthi-militsen har taget kontrol med landets statslige tv-station, og regeringsstyrker har kun ydet sporadisk modstand mod oprørerne.

Yemens præsident Abed Rabbo Mansour Hadi bliver tilsyneladende holdt fanget i sin embedsbolig. (Foto: © NATALIA KOLESNIKOVA, Scanpix)

Abed Rabbo Mansour Hadi kom til magten i 2012, efter at Yemens leder gennem 33 år Ali Abdallah Saleh blev væltet året før under Det arabiske forår.

Hadi var en udpræget kompromisfigur, skriver BBC, og han har stået over for en nærmest umulig opgave med at forene Yemens kludetæppe af forskellige stammer og fraktioner.

Præsidenten har blandt andet stået i spidsen for en national fredsproces og forsøgt at skabe enighed om en ny forfatning for Yemen. Det er tilsyneladende netop den proces, som har fået Houthierne til at sætte ham ud af spillet.

Houthierne: Nej

Selvom Houthierne nu tilsyneladende har kontrol med Sanaa, benægter gruppen vedvarende, at den forsøger at tage magten i Yemen.

I en tale på stats-tv tirsdag sagde Houthiernes leder Abdel Malek al-Houthi, at man tværtimod forsøger at redde Yemen fra et komplot mod den politiske reformproces.

Yemens præsident Abed Rabbo Mansour Hadi bliver tilsyneladende holdt fanget i sin embedsbolig. (Foto: © MOHAMED AL-SAYAGHI, Scanpix)

Houthi-bevægelsen er en del af landets store shiamuslimske minoritet og kontrollerer store dele af det nordlige Yemen.

Allerede i september sidste år rykkede Houthierne ind i Sanaa og besatte flere regeringsbygninger, fordi man var utilfreds med de indrømmelser, som regeringen havde stillet dem i udsigt.

Krisen blev midlertidig afværget med en aftale, som dog ikke fik militsen til at trække sine tungtbevæbnede krigere ud af hovedstaden.

Derfor var ret let for Houthi-bevægelsen at iværksætte den seneste offensiv i Sanaa, da man endnu engang tabte tålmodigheden med præsidenten.

USA: Nej

Yemen og Præsident Hadi er en meget vigtig allieret i USA's kamp mod islamistisk terror. Landet huser terrorgruppen al-Qaeda på Den arabiske halvø (AQAP), som er den mest aktive af al-Qaedas afdelinger, når det gælder strategien om at ramme mål i Vesten.

Til kampen mod AQAP har USA siden 2009 postet 1,4 milliarder dollar i Yemen i militær og økonomisk hjælp. Og her ligger forklaringen på, at USA ikke vil kalde det, der foregår i landet netop nu for et kup, skriver magasinet Foreign Policy.

Ifølge amerikansk lov stopper al udbetaling af støtte nemlig i det øjeblik, regeringen tager ordet "kup" i sin mund.

Derfor forholder Obama-administrationen sig foreløbig afventende, mens man i øvrigt sender krigsskibe til området for om nødvendigt hurtigt at kunne evakuere amerikanske statsborgere.

Yemens præsident Abed Rabbo Mansour Hadi bliver tilsyneladende holdt fanget i sin embedsbolig. (Foto: © Khaled Abdullah, Scanpix)

Store naboer: Ja/nej

USA er ikke de eneste, som forsøger at påvirke udviklingen i Yemen.

Især Saudi-Arabien har længe været bange for, at den kroniske uro i Yemen skulle skylle ind over den 1.700 kilometer lange grænse mellem de to lande, skriver amerikanske NPR.

Saudierne har bakket kraftigt op om præsident Hadi, og sidste år stemplede man Houthi-bevægelsen som en terrorgruppe.

Yemens præsident Abed Rabbo Mansour Hadi bliver tilsyneladende holdt fanget i sin embedsbolig. (Foto: © Mie Hvidkjær, DR Nyheder)

Saudi-Arabiens handlinger i Yemen skal ses i en større regional kontekst, påpeger flere analytikere. Saudierne kæmper med Iran om indflydelse i Mellemøsten, og netop det shiamuslimske Iran anklages vidt og bredt for at forsyne deres trosfæller i Houthi-militsen med våben.

Houthi-bevægelsen benægter selv forbindelsen, men nyhedsbureauet AP skriver, at Houthier råber iranske slogans i kampe og demonstrationer. De yemenitiske myndigheder har også beslaglagt våben, som de siger var på vej til bevægelsen fra Iran.

Al-Qaeda: Uro er godt

Al-Qaeda på Den arabiske halvø (AQAP), der hører hjemme i Yemen, har ingen officiel holdning til, om Yemen har været udsat for et kup.

Den sunnimuslimske terrorgruppe har de seneste år ligget i kampe med Houthierne, men generelt har AQAP haft gavn af Houthi-bevægelsens offensiv i Yemen. Det skyldes, at offensiven har trukket de sekteriske linjer i landet hårdt op og sendt andre sunnier ind i al-Qaedas fold, skriver AP.

AQAP har efter nogle stille år igen manifesteret sig på den internationale scene efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo i Paris 7. januar. Og gruppen er sandsynligvis fint tilfreds med, at USA's trofaste støtte, præsident Hadi, vakler på tronen, påpeger nyhedsbureauet.

Yemens præsident Abed Rabbo Mansour Hadi bliver tilsyneladende holdt fanget i sin embedsbolig. (© Scanpix)