To mænd er dræbt og en mand er såret i en anti-terror aktion torsdag aften. Det skete i den belgiske by Verviers.
Politiet holdt pressemøde lidt efter klokken 20, og her kom det frem, at de tre mænd har været under overvågning af politiet i et stykke tid.
Politiet er nemlig overbevist om, at de tre personer ville begå et større angreb i Belgien, men politiet ønskede ikke at komme med flere detaljer.
DR Nyheders journalist i Belgien, Clara Bincak Lindhardt, fortæller, at sikkerhedstjenesterne har overvåget de tre mænd i et stykke tid.
Var med stor sandsynlighed Syrien-krigere
- De har med meget stor sandsynlighed været Syrien-krigere, der er kommet tilbage til Belgien for kort tid siden. Sikkerhedstjenesterne har overvåget dem ved at aflytte både deres hjem og deres telefoner i et stykke tid. Ifølge flere kilder så planlagde de her mennesker et angreb på en politistation i byen Verviers og muligvis også andre angreb i Belgien, fortæller Clara Bincak Lindhardt.
- Fra Verviers er der mellem seks og ti personer i 20'erne rejst til Syrien. Ifølge flere medier er det en ældre radikaliseret imam, som opfordrede dem til det, fortsætter hun.
Skød med automatvåben
Ifølge Reuters forsøgte politiets specialstyrker at trænge ind til de tre mænd i en lejlighed. Mændene skød mod politiet, og i flere minutter blev der skudt frem og tilbage mellem politi og de tre mænd. Mændene var bevæbnet med automatvåben, og to af dem blev dræbt i skyderiet.
Hverken politifolk eller civile blev såret.
Det store spørgsmål er nu, hvorvidt de tre mænd har relation til sidste uges terrorangreb i Frankrig.
- Det er der umiddelbart ingen tegn på, men samtidig er der heller ikke nogen, der vil udelukke det på nuværende tidspunkt, siger Clara Bincak Lindhardt.
Ifølge det belgiske politi er der heller intet, der tyder på en sammenhæng med sidste uges angreb.
- I øjeblikket ser vi ingen sammenhæng med det, der skete i Frankrig, siger Eric Van Der Sypt, som er talsmand for anklagemyndigheden ifølge Reuters.
Flere adresser er ransaget
Belgiske medier rapporterer, at nogle af de våben, som blev brugt i Paris under angrebet i sidste uge, blev købt nær en togstation I Bruxelles.
Belgisk politi har gennemført ransagninger på 10 adresser, der tilhører folk, som politiet mener er vendt hjem fra Syrien.