Al-Qaeda i Yemen i video: Vi fik brødre til Charlie Hebdo-terror

Gerningsmænd bag terror mod Charlie Hebdo fik opgaven af al-Qaeda i Yemen, hævdes det i ny video.

Dette billede viser to af gerningsmændene skyde mod politiet, inden de tager flugten i den sorte bil. (© DR)

Al-Qaeda i Yemen siger i en video, at gruppen hvervede de to gerningsmænd til at angribe det satiriske magasin Charlie Hebdo i Paris, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I videoen siger al-Qaeda i Yemen, at de to brødre fik opgaven som hævn for, at magasinet har trykt karikaturer af profeten Muhammed.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP var det al-Qaedas topchef, Ayman al-Zawahiri, der gav ordren til terrorangrebet på Charlie Hebdo.

I træningslejre i Yemen

To dage efter angrebet mod magasinet hævdede et medlem af al-Qaeda i Yemen ifølge nyhedsbureauet AP, at terrornetværket al-Qaedas afdeling i Yemen stod bag angrebet i Paris, hvor 12 mistede livet.

Den ældste af de to brødre Kouachi, der stod bag angrebet, har ifølge sikkerhedskilder i Yemen været i træningslejre hos al-Qaeda i Yemen.

/ritzau/Reuters/