Japan viser muskler ved at godkende rekordstort forsvarsbudget

Især stridigheder med Kina har fået Japan til at godkende det største forsvarsbudget i landets historie.

Forsvarsudgifterne i Japan har nået et rekordbeløb i det nye budget. (Foto: © Toshifum Kit Amura, Scanpix)

Japan viser militære muskler midt i stridigheder med Kina om, hvem der ejer hvilke øer i Det Østkinesiske Hav.

Onsdag har landet godkendt det største forsvarsbudget i Japans historie, oplyser regeringen.

I det kommende finanspolitiske år vil Japan bruge i omegnen af 265 milliarder kroner på sit forsvar. Det er tredje år i træk, at landets forsvarsomkostninger stiger, og der er nu tale om det største i landets historie.

Værner om liv og ejendom

- Situationen omkring Japan forandrer sig. Forsvarsomkostningerne afspejler det, der er nødvendigt for at beskytte Japan til lands, til vands og i luften og for at værne om vores borgeres liv og ejendom, siger forsvarsminister Gen Nakatani ifølge Reuters.

De voksende militære udgifter afspejler samtidig premierminister Shinzo Abes ønske om at opbygge et mere aktivt forsvar, hvilket af iagttagere ses som et svar på stridighederne med Kina.

Flere andre lande i regionen ser desuden kineserne som mere og mere aggressive i sager om suverænitet over forskellige territorier.

Japan kan engaggere sig internationalt

Abe besluttede i juli at ændre tolkningen af en paragraf i Japans forfatning, der betød, at det japanske militær hverken måtte udøve såkaldt kollektivt selvforsvar eller hjælpe allierede, der var under angreb. Paragraffen blev indført efter Anden Verdenskrig.

Den nye læsning af loven åbner op for, at japanske soldater i langt højere grad kan engagere sig i FN's fredsbevarende operationer.

Men ændringen anerkendes ikke af alle Japans partier, ligesom at mange vælgere er bekymrede for, hvad det reelt kommer til at betyde.

Japan vil blandt andet bruge pengene på at styrke forsvaret med kampfly og skibe til flåden.

/ritzau/AFP