Kilde: Paris-mistænkt mødte al-Qaeda topfigur i Yemen

En efterretningskilde fortæller, at den ene af de to terrormistænkte brødre i Paris har mødt lederen af al-Qaeda på den arabiske halvø.

Anwar al-Awlaki var tidligere imam i USA, hvor han blandt andet var i kontakt med tre af terroristerne bag 9/11-angrebet. (© Wikipedia)

"Fortæl medierne, at det er al-Qaeda i Yemen!"

Sådan skal den ene af de to brødre, som er mistænkt for at have udført terrorangrebet mod satirebladet Charlie Hebdo i Paris, have sagt til et vidne, inden de stjal hans bil.

Nu bekræfter en højtstående kilde i Yemens efterretningstjeneste over for nyhedsbureauet Reuters, at den ældste bror, 34-årige Said, har haft kontakt med al-Qaeda på allerhøjeste niveau.

Gik efter Vesten

Kilden fortæller, at den terrormistænkte Said Kouachi i 2011 mødte nu afdøde Anwar al-Awlaki i den lovløse Shabwa-region i Yemen.

Anwar al-Awlaki var dengang leder af al-Qaeda på den arabiske halvø (AQAP), som på daværende tidspunkt nød stor respekt i terrornetværket. Det skyldtes, at AQAP som den eneste af al-Qaedas afdelinger aktivt gik efter at ramme mål i Vesten, sådan som grundlæggeren Osama bin Laden indskærpede.

Amerikaner - dræbt af USA

Al-Awlaki var amerikansk statsborger og særdeles aktiv i indsatsen for at sprede al-Qaedas militante budskab til et vestligt publikum. Han blev den første amerikanske statsborger, som blev dræbt af et amerikansk droneangreb i september 2011.

Det har tidligere været nævnt i fransk presse, at Said Kouachi har modtaget militær træning hos islamister i Yemen, som han rejste til for at lave religiøse studier. Reuters efterretningskilde kan dog ikke bekræfte, at Said Kouachi har fået træning.

Under radaren

I modsætning til sin bror, der har afsonet en tre års fængselsstaf, har Said Kouachi ingen domme for terror i Frankrig. Kilder i vestlige efterretningstjenester siger, at han og broren Cherif tilsyneladende har forsøgt at holde sig under radaren siden Saids besøg i Yemen.

AQAP forsøgte flere gange at ramme mål i USA under Anwar al-Awlakis ledelse. Gruppen stod blandt andet bag den såkaldte “underbuksebomber” Umar Farouk Abdulmutallab, som forsøgte at udløse en bombe i sine underbukser ombord på et fly til Detroit i 2009.

Al-Awlaki var også manden bag det glittede terror-magasin Inspire, som stadig udkommer. Sidste forår satte Inspire Charlie Hebdos nu myrdede chefredaktør Stephane Charbonnier på en dødsliste.