DR i Paris: Nu kommer diskussionen af politiets indsats

DR's udsendte i Paris forudser en stor debat, fordi de to efterlyste efter massakren i Paris var kendt af politi og efterretningstjeneste.

Hele natten har politiet gennemsøgt områder og ransaget lejligheder i Paris for at finde de efterlyste gerningsmand. (Foto: © Christian Hartmann, Scanpix)

De to mænd, der er efterlyst efter terrorangrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo, er kendt af både politi og efterretningstjeneste.

Derfor forudser Bjørn Willum, DR's udsendte i Paris, at der vil følge en stor debat om, hvordan angrebet kunne ske.

- Der er ingen tvivl om, at sikkerhedstjenesten har holdt øje med dem, men der vil helt sikkert komme en diskussion om, hvorvidt der er gjort nok for at undgå et angreb.

I øjeblikket holder politiet dog kortene tæt til kroppen, men i nat er flere lejligheder i det 19. arrondissement i det nordlige Paris blevet ransaget, siger han.

Anholdt i lufthavnen

Brødrene Chérif og Saïd Kouachi, der er udpeget for som af de tre formodede gerningsmænd, deltog i 2008 i en gruppe af unge franskmænd i det 19. arrondissement, der selv ville tage til Irak for at kæmpe mod USA, og også opfordrende andre unge til at tage afsted.

- Chërif blev sammen med andre unge dømt for at ville tage til Irak. Han nåede ikke at komme afsted, men blev anholdt i lufthavnen og idømt tre års fængsel. Dommen er afsonet, men mange spørger sig selv, om der er holdt tilstrækkelig øje med den gruppe, siger Bjørn Willum.

Han siger, at man nu har et godt billede af, hvad der skete ved angrebet. En kvindelig tegner tvinges til at lukke de to gerningsmænd ind, og de spørger efter chefredaktøren Charp.

Skyder næsten alle

- De finder ham hurtigt, og skyder både redaktøren og hans livvagt. De skyder alle, der er til stede, undtagen den kvindelige tegner, som gemme sig under et bord, siger Bjørn Willum.

Gerningsmændene støder ind i tre politipatruljer under flugten, og meget tyder ifølge Bjørn Willum på, at der er helt tilfældigt.

- Den ene er en patrulje på cykel, og de skyder sig fri af de tre patruljer, og dræber koldt og kynisk en politibetjent undervejs. Meget tyder på, at patruljerne ikke var parate til at møde de sværtbevæbnede gerningsmænd, der var trænet militært, siger han.

Den formodede tredje gerningsmand, en 18-årig mand, har angiveligt meldt sig selv til politiet, mens de to brødre jages intensivt.