EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger i en kort kommentar til angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, at det er en sag, der vedrører alle europæere.
- Jeg er dybt chokeret over det brutale og umenneskelige angreb mod Charlie Hebdos kontor.
- Dette er en uacceptabel handling; et barbari, der vedrører os alle som mennesker og europæere, siger Juncker i en kort skriftlig kommentar.
Merkel: Foragtelige angreb
Tysklands kansler, Angela Merkel, fordømmer også angrebet på Charlie Habdo, og hun kalder det ikke kun et angreb på franske statsborgere, men også på pressens rettigheder og ytringsfriheden.
- Angrebene er foragtelige, siger Merkel og understreger, at Tyskland står bag Frankrig i denne vanskelige stund.
Cameron: Drab gør mig syg
Den britiske premierminister, David Cameron, fordømmer også angrebet på den satiriske ugeavis Charlie Hebdo i de hårdeste vendinger.
- Drabene i Paris gør mig syg, siger den britiske premierminister og tilføjer, at Storbritannien står side om side med Frankrig i kampen mod terror.
- Vi står sammen med den franske befolkning i kampen mod terror og i forsvaret for pressefriheden, siger Cameron i en erklæring.
USA tlbyder hjælp til efterforskning
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, kalder i en pressemeddelelse angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo for "en barbarisk handling".
I Washington fordømmer Det Hvide Hus angrebet i de hårdeste vendinger.
- Alle i Det Hvide Hus er med familierne til de dræbte og sårede. USA står parat til at arbejde tæt sammen med franskmændene i efterforskningen af dette angreb, siger talsmanden for Det Hvide Hus, Josh Earnest.
12 er dræbt, og 10 blev såret ved angrebet på det satiriske blad.
/ritzau/