PORTRÆT Manden som selv Putin frygter

38-årige Aleksej Navalnij er kendt som præsident Putin største politiske modstander og kritiker. Nu risikerer han ti års fængsel i en sag om svindel for millioner.

Den politiske aktivist og blogger Alexej Navalnij er en af Putins største modstandere. (Foto: © Vasily Maximov, Scanpix)

Da Aleksej Navalnij i 2011 blev sat på fri fod efter sit første korte fængselsophold på to uger, var der ikke den store fortrydelse at spore hos manden, der har fået sit navn slået fast som en af Ruslands mest prominente Putin-kritikere:

- Fængselsopholdet har været godt for mig. Mennesker, der før ikke kunne lide mig, er nu begyndt at have ondt af mig, sagde Navalnij efter løsladelsen ifølge den britiske avis The Observer.

Det er svært at vide, om det var fængselsopholdet, der for alvor banede vejen for Navalnijs hurtige opstigen i det politiske landskab.

Men faktum er, at den skarptungede, karismatiske blogger og jurist i dag er det bedste bud på en samlende oppositionsfigur i Rusland.

Startede som korruptionsjæger

Hans navn blev først kendt tilbage i den russiske offentlighed i 2008, efter at han begyndte at blogge om korruption i nogle af Ruslands største statsejede virksomheder.

Siden bredte han kritikken ud til også at favne den politiske magtelite omkring Vladimir Putin og hans ledende parti Forenet Rusland, som han forud for parlamentsvalget i 2011 omdøbte til "partiet af tyveknægte og svindlere".

I samme periode begyndte han også at føre an i masseprotester mod Putin.

Men i Putins Rusland kommer man ikke ustraffet på tværs af magteliten.

Idømt fem års fængsel i 2013

Sidste år blev Navalnij idømt fem års fængsel for at have svindlet sig til over to millioner kroner fra et statsligt tømmerfirma tilbage i 2009.

Han fik senere omstødt dommen og sidder i dag i husarrest i Moskva, men det har ikke fået hans kritik til at forstumme.

Tilbage i marts måned skrev Navalnij i avisen New York Times, at Putin annekterede Krim-halvøen fra Ukraine for at bevare magten i Rusland.

- Kun når man bekæmper en ydre fjende, kan man mobilisere masserne og distrahere dem fra reelle problemer som korruption og økonomisk stagnation, skrev Navalnij.

I dag fældes der så dom i en sag, hvor han er anklaget for at have svindlet sig til over tre millioner kroner fra et fransk kosmetikfirma.

Navalnij risikerer op til ti års fængsel, men erklærer sig - dengang som nu - uskyldig i anklagerne.

Om det endeligt lykkes Putin at gøre sin største politiske modstander tavs, vil vise sig.