Sidste års toer ved borgmestervalget i Moskva og en af præsident Vladimir Putins største politiske modstandere finder tirsdag ud af, om han skal 10 år bag tremmer for at have begået økonomisk kriminalitet.
Manden hedder Aleksej Navalnij og har stået bag flere anti-Putin-demonstrationer og driver en populær blog i Rusland. Han er sigtet sammen med sin bror Oleg og kalder anklagerne for groteske og fabrikeret for at slippe af med en af Ruslands mest kendte oppositionsledere.
Domsafsigelsen var egentlig planlagt til at falde i midten af januar, men retten i Moskva valgte mandag at fortælle, at Aleksej Navalnijs skæbne skal besegles allerede i dag, fordi "dommen allerede er blevet udmålt". Afsigelsen begynder klokken 07 dansk tid.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Aldrig kendt mage til
Fremrykningen skaber forbløffelse i Aleksej Navalnij-lejren.
- Jeg kender ikke til en eneste sag, hvor dommen er rykket frem, siger advokat Olga Mikhailova ifølge den britiske avis The Guardian.
Sagens hovedperson har anklaget Putin for korruption, men sidder nu i husarrest, fordi han den anden vej rundt er anklaget for at have snydt to kosmetikfirmaer for omkring 30 millioner rubler, svarende til lidt over tre millioner danske kroner.
Forsøg på at forpurre demonstrationer
Navalny's støtter og hold af advokater mener, at dommen er rykket frem for at forpurre de demonstrationer, som er planlagt imod Ruslands regering i forbindelse med domsafsigelsen.
Aleksej Navalnij blev i en anden sag i 2013 kendt skyldig i underslæb og havde udsigt til et ophold i fængsel. Men efter tusinder af mennesker gik på gaden i Moskva, blev han løsladt - og endte som toer til borgmestervalget i Moskva samme år.
Og denne gang har de også tænkt sig at møde op, selv om retten har fremrykket domsafsigelsen. Mere end 7700 havde sidst på eftermiddagen mandag tilkendegivet på demonstrationens Facebook-gruppe, at de deltager - også selv om de risikerer store bøder og fængselsstraf - ifølge AP.
Signal fra Putin
Ifølge nyhedsbureauet AP sender Vladimir Putins regering med den nuværende sag og kravet om 10 års fængsel et signal om, at styret ikke er bange for at smide Aleksej Navalnij bag tremmer.
Det besynderlige forløb retsforløb vækker minder om Mikhail Khodorkovskijs rettergang i 2010. Her hastede en dommer igennem akterne, inden han forlængede Khodorkovskijs fængselsstraf - noget Putin dog omstødte sidste år.