På et hospital i den skotske by Glasgow er en sundhedsarbejder, som for nylig er vendt hjem fra Vestafrika, blevet diagnosticeret med ebola.
En talsmand for de skotske myndigheder siger, at sundhedsarbejderen, som har været i Sierra Leone, er blevet smittet med sygdommen.
Alt bliver kortlagt
Patienten vendte tilbage til Skotland via Casablanca og Heathrow-lufthavnen i London og ankom til Glasgow lufthavn natten til mandag. Patienten blev indlagt på hospitalet tidligt mandag og blev straks anbragt i isolation.
- Alle de mulige kontakter, som patienten har haft med andre, er ved at blive kortlagt, og de pågældende personer vil alle blive kontaktet og nøje overvåget.
- Der er dog lav risiko for smitte, da sygdommen er i den tidligste fase hos patienten, siger den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon.
- Skotland har forberedt sig godt på en situation som denne lige siden det første udbrud af sygdommen i Vestafrika, siger hun.
/ritzau/Reuters