Den 29. juni i år lagde den islamistiske terrogruppe, der dengang gik under navnet ISIL eller ISIS, en video på nettet, hvor særligt ét ord blev bemærket: gruppen kaldte sig for et 'kalifat', eller på arabisk 'khilafah'.
Samtidig droppede gruppen de sidste to bogstaver af forkortelsen, og blev til IS, eller Islamisk Stat. Dermed gik gruppen - i sin egen terimonologi - fra at være en oprørsgruppe, til at være en islamisk styret stat.
Blot en måned efter satte den amerikanske præsident Barack Obama gang i en kampagne af luftangreb, som en lang række lande har tilsluttet sig, her i blandt både Danmark og flere muslimske lande.
De angreb har slået sprækker i det selverklærede kalifat, der indtil i sommer ellers stormede frem, vurderer Johannes Riber Nordby, militæranalytiker hos Forsvarsakademiet.
- Det har haft en kæmpe betydning, i hvert fald i Irak, det er der ingen tvivl om, siger han til P1 Morgen.
Yazidierne er blevet hjulpet
Johanner Riber Nordby mener overordnet set, at missionen, der har fået navnet 'Inherent Resolve' har været succesfuld i Irak.
- Kurderne har haft stor succes med at slå IS tilbage i det nordlige Irak, siger Johannes Riber Nordby.
- Interventionen tog blandt sit udgangspunkt i yazidierne (etnisk minoritet i Irak, red.), der var fanget på Sinjar-bjerget i det nordvestlige Irak. Og i dag har kurderne jo faktisk befriet en stor del af bjerget, hvilket de gjorde lige inden jul.
Samtidig har koalitionens luftangreb ifølge Johannes Riber Nordby svækket IS's forsyningslinjer.
- Når IS skal ud at køre på landevejene for at hente forsyninger, er de lette mål, siger han.
IS er på samme niveau i Syrien
Mens blandt andet de danske bomber har betydet, at IS står svækket i Irak, så har angrebene i Syrien tilsyneladende ikke haft den store effekt.
- Inde i Syrien er IS tilsyneladende lige så stærke i dag, som de var, da de udråbte staten, siger Johannes Riber Nordby.
Det skyldes i følge militæranalytikeren, at der ikke for alvor er nogen, der kan tage kampen op med Islamisk Stat i Syrien.
- Syrien er akilleshælen i strategien, da der ikke er nogen stærk part på jorden at støtte, modsat i den kurdiske del af Irak.