Stranden er kridhvid, og bølgerne skvulper stille ind og tager sandslottene med sig på vejen ud igen.
Grethe Bisgaard og Thomas Keller, to danske turister fra Nærum, sidder og kigger på havet, mens deres to børn er løbet ud for at lege. Familien er taget til Khao Lak, fordi de her har fundet et godt, børnevenligt hotel.
De nyder ferien, men mener, at det er nødvendigt med refleksion, når man rejser til Khao Lak.
I dag er det ti år siden, tsunamien ramte ti lande i Sydasien, og 280.000 mennesker mistede livet; Ødelæggelserne var enorme, og i årevis har samfund over hele regionen kæmpet med at bygge sig selv op igen.
I Thailand ramte katastrofen på seks forskellige destinationer, men ingen steder blev ramt så hårdt som Khao Lak.
- Det var jo lige her, det skete. Og når man sidder her og kigger ud over, så tænker man, gud ved, hvordan det har set ud. Hvordan det har været at sidde her og undre sig over, at vandet pludselig trak sig så meget. Det må have været en forfærdelig oplevelse, siger Grethe Bisgaard.
Højrisiko-område
Khao Lak ligger tæt ved en af jordens tektoniske plader og er derfor i evig tsunami-risiko. Derudover er området meget fladt med en kilometer-lang strand som kystlinje - men ingen skov eller terræn til at bøde af for vandet.
Inde i landet er der bjerge, og det gør Khao Lak meget udsat. Tsunamien knuste stort set hele området mod klipperne i 2004, og det tog år, før området var bygget op igen.
I dag er der fredeligt på stranden - men det er ikke meget, turisterne har fået at vide om, hvad de skal gøre i en katastrofesituation:
- Jeg ville søge mod et højt sted, hvis jeg så vandet forsvinde for alvor. Så tror jeg meget hurtigt, jeg ville gå op på hotellet, siger Grethe Bisgaard.
Hun og familien bor på tredje sal på deres hotel, fortæller hun.
Forsømt alarmsystem
Det er dog præcis, hvad mange af ofrene valgte at gøre for ti år siden, og det er problemet i dag; Khao Lak har ikke et fungerende katastrofeberedskab, siger den thailandske tsunami-ekspert Kannapa Pongponrat.
- Vi har lavet mange planer – katastrofeberedskabsplaner, øvelser, evakueringsplaner og nogle manualer, som kan ligge på hotellerne. Men det er kun planer. Det er aldrig blevet implementeret, siger hun.
Hun fortæller, at det advarselssystem, der skal advare om en kommende tsunami, godt nok er der, men:
- Det bliver ikke vedligeholdt, så det er i stykker, siger hun.
Hun bliver bakket op af flere andre eksperter, blandt andet den tidligere chef for det thailandske Nationale Katastrofeberedskabscenter, Samit Thammasarot, der til Bangkok Post udtaler:
- Hvis der kom en tsunami i dag, ville vi så være forberedt? Nej, det ville vi ikke.
Regeringen har andre prioriteter
Kannapa Pongponrat forklarer, at vedligeholdelse og oplysning om tsunamier ikke har været en prioritet for skiftende thailandske regeringer siden tsunamien i 2004.
Der har i mellemtiden været to kup og adskillige demonstrationer, og uroligheder i Thailand har gjort landets politiske situation ustabil i perioder. Men den manglende prioritering kan have store konsekvenser, lyder det fra Kannapa Pongponrat:
- Hvis det skete igen, ville folk gøre det samme som første gang, tror jeg. Der er skilte med en evakueringsrute, men de er forvirrende og går i zig-zag. Folk ville vide, de skulle løbe, men ikke hvor de skulle løbe hen, siger hun.
Thailand mindes i dag de over 4.000 mennesker, der mistede livet på Khao Lak for ti år siden med en mindeceremoni, hvor blandt andre den thailandske premierminister, genereal Prayuth Chan-ocha, og den danske ambassadør, Mikael Hemniti Winter, deltager.