Ukraine nærmer sig Nato - Rusland skumler

Med 303 stemmer mod otte dropper Ukraines parlament landets alliancefrie status.

Ved en historisk afstemning har parlamentet i Ukraine taget et skridt, der kan føre til medlemskab i Nato.

Det er sket tirsdag formiddag ved en afstemning, hvor parlamentarikerne skulle tage stilling til Ukraines stilling som neutralt land.

Med 303 stemmer for og otte imod sagde parlamentet nej til at bevare landets alliancefrie stilling.

Uvenligt skridt

Landets neutrale status blev ellers fastslået i 2010 efter pres fra Rusland.

Præsident Petro Porosjenko har allerede bebudet, at han vil søge om Nato-medlemskab og henvist til den fare, som Rusland udgør for Ukraine.

- Det er et uvenligt skridt over for os, konstaterer Ruslands repræsentant i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Andrej Kelin.

Det vil belaste et i forvejen dårligt forhold mellem de to lande, konstaterer han over for nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/AFP