Korrespondent: Sanktioner mod Rusland virker alt for godt

De økonomiske sanktioner mod Rusland rammer landet hårdere end EU-landene havde håbet, og det går ud over europæisk økonomi.

Ved sit årlige pressemøde lagde Putin ikke skjul på, at den russiske økonomi er inde i en hård periode. (Foto: © MAXIM ZMEYEV, Scanpix)

På et sjældent pressemøde gjorde den russiske præsident Vladimir Putin det torsdag klart, at den russiske økonomi lider under faldende oliepriser og sanktioner fra EU-landene.

Og sanktionerne har faktisk virket langt bedre, end EU-landene havde planlagt, vurderer DR's EU-korrespondent Ole Ryborg.

- Hvis der virkelig var noget, som EU-landene ikke håbede på, så var det, at det skulle få nogen effekt på russisk økonomi, fordi når det påvirker russisk økonomi, så påvirker det også vores økonomi, siger han.

Har ikke haft den ønskede effekt

EU-landene havde ifølge Ryborg håbet, at truslen om sanktioner, eller det første stykke tid med sanktioner, ville give resultater, uden at det ville kunne mærkes på den europæiske økonomi. Men det omvendte er sket.

- Sanktionerne virker meget bedre, end man havde håbet, bortset fra, at de ikke har den effekt, at de får Putin til at ændre politik, siger han.

De hårde økonomiske sanktioner trådte i kraft i juli efter nedskydningen af passagerflyet MH17. De har til hensigt at få Putin til at opgive annekteringen af Krim og få ham til at trække støtten til prorussiske separatister i Østukraine.

Svært at finde det rigtige niveau

DR's Ruslands-korrespondent Matilde Kimer var til stede under Putins pressemøde, og hun fortæller, at sanktionerne bliver solgt til det russiske folk som et forsøg på at holde Rusland nede.

- Putin fortalte i dag, at Vesten kigger på Rusland som en bjørn, man kan acceptere, hvis den sidder og slikker honning ovre i hjørnet, men egentlig vil man helst lænke den for at trække tænder og kløer ud på den for til sidst at udstoppe den. Det er den virkelighed, som rigtig mange russere tror på, og jo hårdere sanktionerne rammer, jo mere vil de tro på det, siger hun.

Hun mener, at EU-landene skal finde en gylden middelvej i sanktionerne, hvis de skal virke efter hensigten uden at gøre Putin mere vred end nødvendigt.

- Der er jo i hvert fald to forskellige skoler inden for troen på de her sanktioner. Det ene er, at man er nødt til at stille hårdt mod hårdt for at få ham Putin til at tro på det. Den anden er, at man risikerer at køre ham ud over kanten, hvor man ingen måde kan regne med, der bliver truffet rationelle beslutningen.