Puk Damsgård: Anerkendelser af Palæstina rokker ikke fastlåst situation

Europæiske landes bevægelse mod anerkendelse af Palæstina hjælper ikke umiddelbart fredsprocessen med Israel, vurderer mellemøstkorrespondent.

Palæstinenserne begravede i dag ministeren Ziad Abu Ein, som døde efter et sammenstød med israelske soldater. (Foto: © AHMAD GHARABLI, Scanpix)

Vesteuropa udsender nye signaler, når det gælder konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Inden for kort tid har parlamenterne i Spanien, Storbritannien, Irland og Frankrig vedtaget symbolsk opbakning til at etablere en palæstinensisk stat.

De ikke-bindende resolutioner kom, efter Sverige i oktober tog skridtet fuldt ud og anerkendte Palæstina som stat.

Stemningen er vendt

Det europæiske kursskifte har givet palæstinenserne en følelse af medvind, fortæller mellemøstkorrespondent i DR Puk Damsgård:

- Det bliver set som et tegn på, at stemningen i dele af det internationale samfund er vendt til palæstinensernes fordel. Og nogen håber så, at det kan være med til at lægge pres på Israels regering.

Og Israel føler sig i hvert fald tilstrækkeligt presset til at reagere skarpt på de europæiske signaler.

- Den israelske regering er stærkt imod det, der sker og siger, at det vil være med til at styrke de ekstreme kræfter i konflikten. Man bliver ved med at fremhæve, at den eneste måde, der kan blive et Palæstina på, er gennem forhandlinger med Israel, fortæller Puk Damsgård.

Situation er uændret

Hun minder om, at tilkendegivelserne fra Europa ikke rokker ved de barske realiteter på jorden i den omstridte region:

- Virkeligheden i området er, at det ikke ændrer de store knaster i fredsprocessen: Grænserne er ikke defineret, Jerusalems status, retten til at få flygtninge tilbage og så videre. Så konkret, her og nu, ændrer det ikke så meget ved den meget fastlåste situation og en fastkørt fredsproces, siger Puk Damsgård.

Dødvandet har blandt andet - til Israels store irritation - fået palæstinenserne til at forfølge en taktik om at søge anerkendelse via FN-systemets forskellige organer.

Øgede spændiger

Og Puk Damsgård peger samtidig på, at EU-landenes nye signaler kommer på et tidspunkt med øgede spændinger mellem israelere og palæstinensere.

Så sent som i går døde en palæstinensisk minister efter et sammenstød med det israelske militær. Og i ugerne forinden har der været flere større terrorangreb mod Israel.

- Israel står meget stærkt på, at de er imod, at palæstinenserne tager sagen i egen hånd og søger anerkendelse i FN-organer. Og de er også imod de skridt, som Europa tager. Så det er svært at se, at det her på den korte bane har en positiv effekt på fredsprocessen, siger Puk Damsgaard:

- Nogle kritikere vil sige, at det er det rigtige skridt, men på det forkerte tidspunkt - og derfor kan det få den stik modsatte effekt.

Mere kompleks end Ikea

Hun hæfter sig ved, at anerkendelserne af Palæstina som stat umiddelbart er symbolske.

Israel fortsætter med at annoncere nye bosættelser og har indtil videre reageret på Sveriges anerkendelse af Palæstina som stat ved at trække deres ambassadør hjem fra Stockholm.

I den forbindelse udtalte Israels udenrigsminister Avigdor Lieberman, at svenskerne måtte forstå, at relationerne i Mellemøsten er noget mere komplekse end at samle et Ikea-møbel.