GRAFIK Her er landene, som - mere eller mindre - anerkender Palæstina

135 lande anerkender Palæstina som stat, og flere EU-lande har vedtaget symbolske tilkendegivelser.

Intet er simpelt, når det gælder konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Men indtil for nylig var det relativt enkelt at gennemskue hvilke af verdens lande, som anerkender Palæstina som en stat.

Hovedreglen lød, at langt de fleste udviklingslande anerkendte Palæstina som stat, mens størsteparten af landene i den vestlige verden - primært Vesteuropa, Canada og Australien - støttede Israels og USA's synspunkt om, at en uafhængig palæstinensisk stat kun kan blive en realitet gennem forhandlinger med Israel.

135 støtter Palæstina

Status i dag er, at 135 FN-lande anerkender Palæstina som stat. Det svarer til 70 procent af FN's medlemlande og omfatter omkring 80 procent af jordens befolkning.

Det mest bemærkelsesværdige medlem af klubben er dog det senest ankomne: Sverige, som anerkendte staten Palæstina i slutning af oktober.

Sverige blev dermed det største vesteuropæiske land, som har anerkendt Palæstina. Før dem var kun Island med på holdet. Samtidig er svenskerne det mest udtalte bevis for, at hovedreglen om støtten til den palæstinensiske stat ikke gælder længere.

Frustrerede EU-lande

Flere lande i EU er så frustrerede over Israels indstilling til den såkaldte fredsproces, at det har fået parlamenterne til at reagere.

Parlamentarikerne i Spanien, Storbritannien, Irland og Frankrig har alle vedtaget ikke-bindende resolutioner, som opfordrer landenes regeringer til at anerkende Palæstina som stat.

Resolutionerne har forskellig ordlyd, og i tilfældene Spanien, Storbritannien og Frankrig var der mest tale om symbolske handlinger. Regeringerne i de tre lande har da foreløbig heller ikke sendt signaler om, at de har tænkt sig at følge opfordringen. Israel har dog ikke desto mindre reageret med vrede og irritation i hvert enkelt tilfælde.

Men i Irland er der tegn på, at regeringen kunne finde på at følge Sveriges eksempel.

Kilder: Reuters, Associated Press, Wikipedia