Det virker som skruen uden ende.
Kampen mellem Israel og palæstinenserne om Palæstina. Og palæstinensernes kamp for at blive anerkendt af verdens lande og FN som sin egen stat.
Det er kun Israel, der regnes som en stat i vores del af verden og FN.
Men i øjeblikket spreder det sig som en steppebrand i Europa, at folkevalgte anbefaler deres regeringer at anerkende en palæstinensisk stat. Og i dag var turen kommet til Folketinget i Danmark.
Men hvad er det for et Palæstina, de vil anerkende?
Det giver DR dig et overblik over her.
Palæstina - a hva' for en stat?
Efter Anden Verdenskrigs jødeforfølgelser og udryddelser i koncentrationslejre ønskede sejrherrerne at give jøderne deres egen stat.
Derfor vedtog FN i 1947 at dele det geografiske område Palæstina mellem jøder og de arabere, der allerede boede der.
Dengang var Gaza, Israel og Vestbredden kendt som Palæstina; et landområde som arabere og jøder har sloges om i flere århundreder. Og som forskellige stormagter har kontrolleret frem til 1948. Den seneste af dem var Storbritannien.
Storbritannien overlod udformningen af en delingsplan til FN, der gav 52 procent til jøderne og 48 procent til palæstinenserne med Jerusalem under internationalt styre.
14. maj 1948 blev republikken Israel derfor oprettet.
Men FN's plan blev forkastet af araberne, og det førte til krig mellem den nye israelske stat og de arabiske nabolande Jordan, Syrien, Libanon, Irak og Egypten.
Startskuddet lød i 1948: Krigen er stadig i gang
Resultatet blev, at Israel erobrede et endnu større areal end det FN's Generalforsamling havde tildelt landet, og nu besad 77 procent af det gamle Palæstina.
Det betød samtidig, at arabernes del af Palæstina blev skilt ad i to landområder; det vi i dag kender som Gazastriben og Vestbredden.
Og det blev startsskuddet til den arabisk-israelske konflikt.
Krigen skabte tusinder af arabiske flygtninge fra Israel og de erobrede områder. Mange af dem er aldrig vendt hjem.
Konflikten i dag i Mellemøsten mellem Israel og palæstinenserne handler om palæstinensernes ret til en selvstændig stat inden for det område, der i dag er staten Israel.
Araberne kalder fortsat landet Palæstina og betragter Palæstina som en decideret stat. Resten af verden er delte i definitionen.
Granatregn over Gaza skaber pres fra Europa
I sommer regnede granater ned over Gazastriben og lagde store dele af landområdet i ruiner.
Det var den værste konflikt siden den anden intifada i 2000, og blev udløst af bortførelsen og de efterfølgende drab på tre israelere samt en hævnaktion med drab på en palæstinensisk dreng.
Der var stor frygt for, at urolighederne ville sprede sig som en steppebrand til Vestbredden.
Arabernes del af Palæstina er nemlig stadig skåret over i to.
Efter sommerens krig, hvor 70 israelere og 2.100 palæstinensere blev dræbt og flere end 20.000 hjem ødelagt, er parlamenter på tværs af Europa begyndt at presse deres regeringer for at anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
Frankrigs parlament stemmer i dag og Irlands i aftes om at opfordre deres regeringer til med bindene kraft at anerkende en palæstinensisk stat.
Dermed kan de ende med at stemme i et kor med 135 andre lande verden over.
Men hvad er det for en stat, de europæiske folkevalgte vil havde deres regeringer til at anerkende? Mange lande taler om en stat, der passer med grænserne fra 1967.
Arabernes katastrofe - seksdageskrigen i 1967
Over seks dramatiske dage i 1967 erobrede israelske styrker Sinaihalvøen, Gaza, Vestbredden og dele af Golanhøjderne.
FN talte med store bogstaver og gennemførte en våbenhvile, men det betød, at Vestbredden, Gaza og Østjerusalem kom under israelsk kontrol.
Seksdageskrigen kendes i Mellemøsten som 'Naksa', der betyder minikatastrofen, da den store katastrofe var etableringen af en jødisk stat i 1948.
Og det var efter denne krig, at Israel begyndte at etablere de bosættelser, der er en torn i øjet på araberne, og som flere gange er blevet fordømt internationalt.
Bosættelserne voksede kraftigt i 1970'erne, og trods formaninger fra selv USA om at skrue ned for tempoet, udvider Israel stadig sit besatte areal med bosættelser.
Og det er en af årsagerne til, at fredsprocessen kører af sporet gang på gang.
De afgørende ord: Resolution 242
Efter krigen vedtog FN's Sikkerhedsråd enstemmigt resolution 242.
Den har siden dannet grundlag for de fleste forslag og fredsinitiativer i den mellemøstlige konflikt. Den kræver blandt andet israelsk tilbagetrækning fra de områder, der blev besat under seksdageskrigen og en anerkendelse af Israels suverænitet.
Men der var fortsat mange knaster i naboskabet, og Israel trak sig ikke tilbage.
Et kvart århundrede senere skete endnu en afgørende udvikling i konflikten med et gennembrud i fredsforhandlingerne med Oslo-aftalen fra 1993.
Med aftalen anerkendte Israel og PLO hinanden som forhandlingspartnere, og det palæstinensiske selvstyre i Gaza og på Vestbredden blev etableret i 1994.
Men freden var kort.
Verden boykotter Gaza efter valg
Allerede i 2000 brød endnu en stor opstand ud, kendt som den anden intifada. Og selv om den blev afsluttet med en våbenhvile i 2005, er parterne aldrig faldet til ro.
I 2007 vinder det islamistiske parti Hamas en stor sejr ved valget i Gaza, men EU og det internationale samfund reagerer med boykot og Israel en blokade af Gaza.
Efter en voldelig magtovertagelse overlader Hamas magten til en palæstinensisk samlingsregering, og siden da har palæstinenserne været opdelt i det Hamas-styrede Gaza og det Fatah-styrede Vestbredden.
I 2009 danner Israel en ny regering med Benyamin Netanyahu som premierminister.
Og ganske kort herefter går fredsforhandlingerne i stå igen.
Det er nemlig ikke nok for det palæstinensiske selvstyre, at byggeriet af bosættelser blot sættes i bero i 10 måneder, frem for at de rømmes.
Desuden vedtager parlamentet i 2012 en lov, der betyder, at der skal en folkeafstemning til, for at Israel kan trække sig tilbage fra det annekterede Østjerusalem og Golanhøjderne.
Skarpe fronter den dag i dag
I dag er fronterne stadig skarpt optrukne, og 'fred' ser ud som et fremmedord på de kanter.
Det understreges af sommerens voldsomme kampe mellem Israel og palæstinenserne.
Men siden Palæstina fik observatørstatus i FN i 2012, og Sverige den 30. oktober i år har anerkendt Palæstina som en stat som det 136. land i verden og det første land i EU, har palæstinenserne fået ny energi i kampen for deres egen stat.
Nu med endnu flere lande i Europa i deres ringhjørne.
Kilder: FN, Verdensbanken, BBC, The Guardian, Washington Post, Politiken og DR.