Millionbyen Sao Paulo er ramt af en yderst alvorlig tørke. Byen tørster bogstaveligt talt efter vand.
De sidste tre-fire år har det nemlig regnet så lidt, så man nu taler om den værste tørke i 80 år.
Brasilianske meteorologer mener, at tørken har en direkte sammenhæng med de globale klimaforandringer, og det kan måske presse den brasilianske regering til at handling på klimatopmødet COP 20, der begynder i nabolandet Peru i dag.
Løber tør om to måneder
Vandbeholdningen i delstaten Sao Paulos vandreservoirer er helt i bund. Flere er dem er nede omkring to-tre procent af deres normale vandmængder.
Det gælder også Sao Paulos største vandreservoir, Cantareira, som sørger for vand til ni millioner mennesker. Hvis det ikke snart begynder at regne for alvor, vil Sao Paulo være helt uden vand om 60-70 dage.
Årsag: Klimaforandringer
Professor i meteorologi, Tercio Ambrizzi, fra Sao Paulo Universitet er ikke i tvivl om, at tørken, der nu har ramt Brasilien, har en sammenhæng med de globale og lokale klimaforandringer:
- Vi har i år set tørken her i det sydøstlige Brasilien, voldsomt snevejr i USA, uhørt store regnmængder i England og ekstrem varme i Rusland. Det hele skyldes uden tvivl ændringer i atmosfæren og en global opvarmning, siger Tercio Ambrizzi.
Han indgår i det krisepanel, som Brasiliens præsident Dilma Rousseff nu har nedsat for at imødegå konsekvenserne af den ekstreme tørke i Sao Paulo.
Industrihjerte
Vandmaglen rammer Sao Paulo på flere fronter. Byens energiforsyning kommer i høj grad fra vandenergi fra de store floder. Og hvis strømmen forsvinder i længere perioder, kan det få katastrofale følger for blandt andet hospitalerne i byen.
Strømmanglen i Sao Paulo vil samtidig ryste hele Brasiliens økonomi. Staten er hele landet industrihjerte og står for mere end en tredjedel af Brasiliens bruttonationalprodukt.
Hos Greenpeace i Brasilien håber man på, at den hjemlige klimakrise kan presse den brasilianske regering til at gå forrest på COP 20 mødet i Lima:
- Brasilien er en af de store udledere af CO2. Jeg håber, at vi nu vil se den brasilianske regering tage tingene alvorligt. Vi er nødt til at udvikle en plan for de her klimaændringer, siger klimakoordinator hos Greenpeace, Pedro Telles.
Medskyldig lokalt og globalt
Den brasilianske regeringen har ifølge Pedro Telles lukket øjnene for konsekvenserne af den stadig tiltagende fældning af Amazonas regnskoven.
Regeringen er dermed dels medskyldig,i at vandressourcernes baner ændres lokalt i Brasilien - og dels i at gøre større og større indhug i verdens største regnskov, der renser meget af den CO2, der udledes globalt.
I dag starter COP 20 mødet i nabolandet Lima. De næste 12 dage vil vise, hvor langt Brasilien og resten af verdens lande er klar til at gå i kampen mod klimaændringer.