500 østrigske politifolk i aktion mod islamister

Østrigsk politi har sat gang i en aktion mod jihadister, der sender unge i krig for Islamisk Stat.

Politiet i Østrig har siden fredag morgen været i gang med en stor razzia mod islamister, der forsøger at hverve unge muslimer til hellig krig.

Aktionen foregår i Wien, Graz og Linz, rapporterer det østrigske nyhedsbureau APA.

Talrige lejligheder, bederum og moskeer er blevet gennemsøgt, og der er foretaget knap 20 anholdelser.

Den hovedmistænkte under aktionen er en radikal, bosnisk imam.

Radikalisering af unge

Politiet er skredet til handling på grundlag af den østrigske efterretningstjenestes efterforskning.

Den viser bestyrket mistanke mod flere personer, oplyser Indenrigsministeriet i Wien til APA.

De skal have deltaget i at radikalisere unge muslimer for at få dem til at deltage i terroristiske kamphandlinger i Syrien, hedder det.

100 krigere fra Østrig

Under aktionen deltager knap 500 politifolk, og formålet er at slå til mod et netværk, der støtter Islamisk Stat i Syrien.

Avisen Kronen Zeitung skriver, at de mistænkte er blevet aflyttet i to år.

Ud af de flere tusinde radikaliserede unge muslimer fra Europa, der har sluttet sig til Islamisk Stat, kommer over 100 fra Østrig.

/ritzau/