Asiater tager de job, som grønlændere ikke selv vil have

På trods af en arbejdsløshed på ti procent blandt grønlændere bliver der hevet udenlandsk arbejdskraft ind. Men det er både dyrt og besværligt.

Fredag går grønlænderne til valg. Et af emnerne i valgkampen er arbejdsløs, selvom der er ledige job at få. (Foto: © Ulrik Bang, Scanpix)

I Grønlands hovedstad, Nuuk, bliver man ofte betjent af en thailænder på restauranterne, og ofte er det også asiater, der gør rent på hotelværelset. Samtidig døjer landet med en arbejdsløshed på cirka ti procent.

Et paradoks, som ifølge formanden for Grønlands økonomiske, Torben M. Andersen råd skader landet.

- Samtidig med at der er arbejdsløshed, er der ledige job, og det er altså ikke job, som kræver nogen særlige forudsætninger, siger Torben M. Andersen til DR Nyheder.

Det er især indenfor servicesektoren, at udlændinge får arbejde, og det er især personer fra Asien, som søger til Grønland.

Udenlandsk arbejdskraft er dyrt og besværligt

Ifølge formanden for restaurationernes brancheforening i Grønland, Helge Tang, så er det forbundet med betydligt besvær og store omkostninger at hente arbejdskraft ind udefra.

- Vi skal betale for rejsen, kost og logi og der er en masse bureaukrati, som tager tid. Så hvis vi kunne få lokal arbejdskraft, så tog vi det, fortæller han.

Helge Tang siger videre, at det ikke kun er i restaurationsbranchen, det kniber med at få grønlandske ansøgere.

- Det gælder både i byggeriet og i fiskeindustrien. Der kan være mange ledige job som ikke kan besættes, selv om vi har så høj arbejdsløshed. Det er et paradoks, siger han.

Han mener, at det er et problem, som politikerne må tage sig af.

Udenlandsk arbejdskraft er et varmt tema

Netop udenlandsk arbejdskraft er et varmt tema i det nye grønlandske parti, Partii Naleraq.

En af kandidaterne, Mogens Kleist siger, at der skal gøres noget for at sikre, at de ledige job går til en grønlænder, men han erkender også, at der er problemer med den grønlandske arbejdsmoral.

- Når folk har fået løn, sker det tit, at de ikke kommer på arbejde dagen efter. Det går ikke, det koster arbejdsgiverne penge, siger han.

Alligevel mener Mogens Kleist, at der kan gøres mere for at få grønlænderne til at tage de upopulære job.

- Vi må lave et seminar, hvor alle parter i sagen bliver hørt. Også de ledige. Jeg har talt med mange ledige, som gerne vil med til sådan et seminar. Det ville de være mget glade for. Det gælder om at høre på dem og forstå dem, siger han.