Partihopper med spøjst navn kan starte lavine, der fører briter ud af EU

Et suppleringsvalg i Storbritannien følges intenst i London og Bruxelles. Resultatet kan få store konsekvenser for EU-samarbejdet.

Den nyslåede UKIP-politiker Mark Reckless. (Foto: © ANDREW WINNING, Scanpix)

Et suppleringsvalg i de mindre byer Strood og Rochester i England lyder måske ikke særlig vigtigt.

Men valget i morgen følges ikke desto mindre særdeles tæt i både London og Bruxelles. For suppleringsvalget kan nemlig starte en lavine, som i sidste ende vælter både den britiske premierminister David Cameron og sender Storbritannien ud af EU.

Mark Hensynsløs

Valget blev udløst, da politikeren med det opsigtsvækkende navn Mark Reckless - efternavnet betyder hensynsløs - valgte at forlade De konservative og i stedet meldte sig ind i Storbritanniens EU- og indvandrerskeptiske parti UK Independence Party (UKIP).

Mark Reckless fører stort over sin konservative modkandidat i meningsmålingerne. Og selvom hans forventede sejr blot vil bringe UKIP's repræsentation i det britiske underhus op på to, så vækker valget stor uro hos De konservative og David Cameron.

- Cameron har været i Rochester hele fem gange for at overtale vælgerne til at stemme konservativt. Man er gået så langt som til at appellere til vælgere, der normalt stemmer på andre partier. Man har sagt: Vil I ikke nok, for denne ene gang skyld, stemme konservativt, så vi holder UKIP ude, fortæller DR's europakorrespondent Anna Gaarslev fra Rochester.

David Cameron på stemmejagt med den konservative kandidat ved suppleringsvalget Kelly Tolhurst. (Foto: © GARETH FULLER, Scanpix)

Frygter kopier

Det konservative parti rummer en talstærk EU-skeptisk fløj, og partitoppen frygter, at Mark Reckless kommer til at fungere som inspiration.

- Det, man frygter allermest, er, at andre EU- og indvandrerskeptiske konservative parlamentsmedlemmer rundt om i landet bliver inspirerede og tænker: Nå, det kan lade sig gøre at skifte parti og beholde sin plads i parlamentet. Og lige pludselig kan UKIP på den måde få et rigtig godt valg i maj næste år - ved hjælp af gamle konservative kandidater, forklarer Anna Gaarslev.

David Cameron på stemmejagt med den konservative kandidat ved suppleringsvalget Kelly Tolhurst. (Foto: © BEN STANSAL, Scanpix)

Brutal EU-kurs

I de seneste meningsmålinger står UKIP til at få mellem 15 og 20 procent af stemmerne ved valget til underhuset - House of Commons - i maj 2015.

Fremgangen sker på bekostning af De konservative, og det har allerede haft stor indflydelse på Storbritanniens EU-politik. EU-korrespondent i DR Ole Ryborg nævner to eksempler:

- Hvis man går tilbage i tiden, var Storbritannien et af de første lande, som åbnede for arbejdskraft fra Østeuropa. Nu er man det land i EU, som mest brutalt ønsker at begrænse østeuropæiske arbejderes rettigheder.

- Storbritannien altid været restriktiv, når det gælder EU's budget. Men nu er man blevet så rabiat, at man truer med ikke at betale regninger på områder, hvor man rent faktisk har forpligtet sig til at bruge penge fra budgettet.

David Cameron på stemmejagt med den konservative kandidat ved suppleringsvalget Kelly Tolhurst. (Foto: © BEN STANSALL, Scanpix)

Brexit

Derudover har David Cameron lovet en afstemning om Storbritanniens medlemskab af EU, hvis han vinder parlamentsvalget næste år. Og i Bruxelles taler man nu så konkret om risikoen for en britisk udmeldelse, at fænomenet har fået sit eget navn: Brexit.

- Man karakteriserer det som en af de største udfordringer overhovedet i EU, siger Ole Ryborg.

Han vurderer, at "alt kan ske", når det gælder Storbritanniens fremtid i EU:

- Man behøver bare at åbne en britisk avis en vilkårlig dag for at se, at det billede, som tegnes af EU og Storbritanniens omkostninger for medlemskabet, er meget grelt. Der er stort set ingen - hverken politikere, erhvervsliv eller medier - som stiller sig op og forklarer om fordelene.

- Så her i Bruxelles er der en reel bekymring for, at Storbritannien er i gang med at male sig op i et hjørne, og hvor det kan ende med, at Storbritannien bliver nødt til at forlade EU.