Afhopper: Islamisk Stat har sovende terrorceller overalt i Europa

Terrorister med vestlig baggrund venter bare på at blive vækket af Islamisk Stat i hele Europa, fortæller en afhoppet soldat.

De går rundt blandt os og venter bare på at få ordren fra Islamisk Stat. Når ordren kommer, rammer et terrorangreb os med fuld styrke og uden varsel.

Sådan beskriver en afhoppet soldat fra terrororganisationen Islamisk Stat virkeligheden i Europa lige nu. Ifølge afhopperen er der terrorceller spredt overalt i Europa, og de venter bare på at blive vækket, fortæller han til NRK.

- De findes i alle europæiske lande. I må ikke undervurdere terrorcellerne fra Islamisk Stat, siger han.

Se interviewet med ham i videoen i toppen af artiklen.

Terrorister i sovende celler ukendte af politiet

Det norske medie har talt med manden, som hævder at have været udstationeret i den syriske by Raqqa - byen som anses for at være Islamisk Stats hovedsæde.

Her fik han kendskab til de metoder, som Islamisk Stat benytter i forsøget på at skabe terrorceller i de vestlige lande.

Afhopperen beskriver, hvordan Islamisk Stat i stedet for at trække alle nye kræfter til kampzonen for det selvudråbte kalifat i grænseområdet mellem Syrien og Irak vælger at beholde en håndfuld nye rekrutter i de lande, hvor de kommer fra.

Især hvis den nye rekrut har et stærkt tilhørsforhold til landet.

- Hvis for eksempel en britisk statsborger tager kontakt til mig for at blive hvervet til jihad i Islamisk Stat, får han i stedet besked om at blive i Storbritannien, så vi kan bruge ham til andre formål, forklarer afhopperen.

Derefter sætter Islamisk Stat én ny rekrut sammen med en anden og en tredje og en fjerde, indtil der opstår en celle af terrorster klar til at slå til, når ordren kommer.

På den måde kan Islamisk Stat oprette en række 'sovende' terrorceller, der består af ustraffede personer, som politiet og efterretningstjenester ikke har kendskab til.

- En brite er en meget bedre ressource end en syrer, der rejser til vesten, for syreren vil blive overvåget hele tiden, siger manden til NRK.

Terrorister kommer ind med syrisk flygtningestrøm

I det hele taget er det et skræmmende billede, som manden tegner af Islamisk Stats metoder. I interviewet beskriver han også, hvordan Islamisk Stat forsøger at fragte terrorister ind i Vesten gennem den konstante strøm af flygtninge, der lige nu kommer til Europa fra Syrien.

- Det er sovende celler, som venter på at få besked. Og der er mere end én gruppe. Særligt på grund af masseindvandringen fra Syrien til lande som eksempelvis Sverige, England og Holland, siger afhopperen.

Flygtningestrømmen fra Syren har Islamisk Stat selv en stor del af den tvivlsomme ære for, da størstedelen af syrerne netop flygter fra jihadisternes udryddelse af mennesker med andre trosretninger og en meget streng og voldsom fortolkning af sharia-loven.

Danmark er blandt de lande i Europa, der lige nu modtager flest flygtninge fra Syrien.

Terrorekspert: Skandinavien har sovende terrorceller

Ifølge den anerkendte svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, så tyder meget på, at den afhoppede soldat fra Islamisk Stat taler sandt.

- Der findes helt sikkert individer i Skandinavien, der havde tænkt sig at tage til Syrien og melde sig under Islamisk Stats faner, men i stedet har fået ordre på at blive og bidrage på en anden måde, siger han til DR Nyheder.

I interviewet med NRK nævner afhopperen specifikt Sverige som et land, hvor der findes terrorceller. Ifølge Magnus Ranstorp kan der lige så nemt findes terrorceller i Danmark.

- Men det er ikke så afgørende, for en svensk terrorcelle kan sagtens tage over grænsen og begå et terrorangreb i Danmark, hvis de får ordre til det.

Samtidig peger han på, at Danmark står højt på Islamisk Stats liste over potentielle terrormål i Europa, ikke mindst på grund af Muhammed-tegningerne.