Tysklands kansler Angela Merkel har på G20-topmødet i Brisbane i Australien sagt, at EU overvejer nye sanktioner mod Rusland på grund af konflikten i Ukraine, og det sender en ny kuldefront ind over mødet.
I Brisbane har FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, gentaget udtalelser fra Mikhail Gorbatjov, den tidligere leder af det opløste Sovjetunionen om, at spændinger mellem Rusland og Vesten har bragt verden på randen af en ny kold krig, og han har opfordret G20 til at tage krisen i Ukraine op.
Iagttagere siger imidlertid, at Ukraine mest vil blive drøftet på sidelinjerne.
- Putins linje er voldelig
Premierministrene fra Storbritannien og Australien har sagt til den russiske præsident, at de anser hans linje for at være voldelig og et udtryk for imperialistiske ambitioner.
Men trods konflikten var den australske premierminister Tony Abbott, der er topmødevært, og den russiske præsident Vladimir Putin i stand til at smile foran kameraerne, da de udvekslede et varmt håndtryk forud for deres drøftelser bag lukkede døre.
Moskva svarer igen på Vestens kritik i stærke følelsesprægede sætninger, og fra russisk side er Frankrig blevet advaret mod yderligere at forhale leveringen af et krigsskib, som der blev indgået kontrakt om i 2011.
Tager ikke emne op på topmøde
Putin skal senere føre bilaterale drøftelser med Frankrigs præsident, François Hollande.
Den russiske leder klandrer i stærke vendinger Vesten for at have indført sanktioner mod Moskva, men han har sagt, at han ikke vil tage emnet op på G20-topmødet.
- Hvorfor skulle jeg skabe opmærksomhed omkring det og bede om noget. Det er meningsløst, siger den russiske leder.
Australsk vrede over krigsskibe
Mange australiere er vrede over, at Rusland har sendt fire store krigsskibe ind i farvandet nord for Australien før topmødet.
Det tolkes som udtryk for trods, efter Rusland er blevet beskyldt for at have været medvirkende til, at det malaysiske passagerfly MH17 i sommer blev skudt ned over Ukraine. Mange af de 298 omkomne var australiere.
/ritzau/Reuters