De første skridt til dannelsen af G20 blev taget på biblioteket i Det Hvide Hus i Washington tilbage i 1973, da oliekrisen var på sit højeste.
Her mødtes finansministrene fra Storbritannien, Tyskland, USA, Frankrig og Japan i al hemmelighed for at diskutere, hvordan de skulle håndtere den anspændte økonomiske situation. De blev senere kendt som biblioteksgruppen, og snart blev også Italien inviteret med.
Da Canada blev inviteret med i 1976, blev de kendt som gruppen af syv - eller G7 - og møderne fik mere formel karakter. I 1994 begyndte russerne at holde separate møder med G7, og det resulterede i, at Rusland i 1998 blev indlemmet i, hvad der fik navnet G8.
I marts i år fik Rusland dog suspenderet sit medlemskab af den eksklusive klub på grund af krisen i Ukraine.
Finanskriser satte skub i G20
G20 kom til verden i 1999 i kølvandet på de finansielle kriser i Rusland og Asien. Da erkendte man, at også vækstlandene burde sidde med ved bordet, når det gjaldt drøftelser om verdens økonomiske fremtid.
G20 består af 19 lande og EU, og deres økonomier udgør i dag tilsammen 85 procent af hele verdens bruttonationalprodukt.
I starten var det kun landenes finansministre, der mødtes ved G20.
Men i 2008 efter den globale finanskrise lammede det meste af verden, var det nu stats- og regeringscheferne, der drog af sted til møderne, som derefter vippede G8 af pinden som et vigtigere forum for økonomisk samarbejde.
Ingen bindende beslutninger
G20- forsamlingen har dog ingen formel beslutningskraft - beslutningerne på mødet er ikke bindende - men mødernes sluterklæringer udstikker retningslinjer for, hvad de magtfulde lande vil og kan sammen.
Kilder: The Guardian, www.g20.org, The Wall Street Journal