OVERBLIK Skatteaftale-læk på forsiden over hele verden

343 tophemmelige skatteaftaler med Luxembourg vækker behørig opsigt i medier over hele verden.

DR og Politiken er de danske medier, som har deltaget i undersøgelsen. (© Tim Meko/Shutterstock & ICIJ)

Journalister fra 22 lande har arbejdet sammen om at afsløre 343 tophemmelige skatteaftaler mellem multinationale selskaber og Luxembourg. Det skete gennem The International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ) - en sammenslutning af undersøgende journalister fra hele verden.

Onsdag aften brød historien samtidig i medier over hele verden. Her er en oversigt over, hvad medierne i udvalgte lande skriver om afsløringen:

Gummistemplet Luxembourg

Det store overblik med grafikker, video og casehistorier kan man finde hos den britiske avis The Guardian, som har haft tre journalister med på holdet bag undersøgelsen.

Avisen sætter fokus på selve omfanget af skatteaftalerne med overskriften "Hvordan en lillebitte stat blev gummistempel for skatteunddragelse i enormt omfang".

Særlig en af Guardians grafikker har tilsyneladende et viralt potentiale - den viser, hvordan de lukrative skatteforhold påvirker Luxembourgs økonomiske nøgletal:

https://twitter.com/2014Europarl/status/530149771516706816

Süddeutsche Zeitung fra Tyskland har også lavet et større tema om lækagen og tilbyder læserne, at de - via ICIJ’s database - selv kan gå på opdagelse i det omfattende kildemateriale

Ikea er "mester"

Amerikanske New York Times vælger - som mange andre - at rette opmærksomheden mod nogle af de store selskaber, som har nydt godt af de luxembourgske skatteregler. Selkaberne Pepsi, Ikea og FedEx nævnes som eksempler.

Især Ikea synes at stå for skud i de internationale medier. Franske Le Monde omtaler ligefrem den svenske møbelkoncern som en "mester", når det gælder "skatteoptimering".

Ikeas rolle i sagen vækker naturligvis også en vis opsigt i hjemlandet Sverige. Men public service tv-stationen SVT bemærker, at svenske virksomheder i det hele taget befinder sig i top-10, når det gælder skattefidussen i Luxembourg. Stationen kommer dog først med en større dokumentar om sagen i slutningen af november.

Revisorer i skurkerolle

Vi slutter rundturen i Spanien, hvor mediet El Confidential har deltaget i undersøgelsen, og her benytter man anledningen til at kaste et kritisk lys på de "fire store" internationale revisionsselskabers invovering i skatteunddragelse.

For nok er det selskabet PWC, som får sine metoder afsløret i den aktuelle sag. Men kollegerne hos KPMG, Ernst & Young og Deloitte kan også være med. Tilsammen kalder El Confidential de fire revisionsfirmaer for "de store arkitekter i systemet med skattely".

https://www.youtube.com/watch?v=OqQk7kLuaK4&rel=0