Korrespondent: Republikanere vinder neglebider-stater

Republikanerne vinder flertallet i det amerikanske Senat, efter partiet har sejret i afgørende stater.

Johannes Langkilde siger, at han selv har bidt negle i nattens løb, mens resultaterne løb ind. (© DR)

Republikanerne har kurs mod en storsejr ved midtvejsvalget i USA.

Valget til Repræsentanternes Hus var så godt som afgjort på forhånd til Republikanernes fordel. Men også Kongressens andet kammer, Senatet, ser ud til at få solidt republikansk flertal.

Afgjort af få stemmer

Det er simpelthen lykkedes for Republikanere at vinde valget til Senatet i næsten alle de stater, hvor der på forhånd var spænding om udfaldet, siger USA-korrespondent i DR Johannes Langkilde.

- Det har været en meget tæt og spændende kamp. Amerikanerne har virkelig bidt negle. Det har været helt nede på få stemmer, der har afgjort det her valg, siger Johannes Langkilde:

- I Arkansas har den demokratiske senator været meget tæt på at kunne beholde sin plads, og det samme har været tilfældet i North Carolina, hvor demokraten tabte på marginalen.

Flere pladser i spil

Johannes Langkilde forklarer, at den republikanske dominans i Senatet kan blive endnu mere overbevisende, end den tegner netop nu. I Alaska har partiet nemlig også kurs mod sejr, men her bliver stemmerne først talt op på mandag.

Der kan også komme en republikansk senator i Louisiana, som skal ud i en anden valgrunde til december.

Tung dans

Så alt i alt bliver Kongressen meget tung at danse med for Barack Obama i de to sidste år af præsidentperioden.

- Nu kan der blive ført republikansk politik i begge Kongressens kamre. Så nu skal Obama altså til at kæmpe med en Kongres, som vil en ting, mens han selv vil noget andet, siger Johannes Langkilde:

- Og det spændende bliver nu, om Republikanerne vælger den seriøse linje, hvor man reelt forsøger at bedrive politik - eller om man vælger en konfrontatorisk linje, hvor Obama i sidste ende vil bruge sine præsidentielle vetoer, så situationen forbliver fastlåst her i Washington.