Torsdag eftermiddag er der atter brudt kampe ud i gaderne i Israels hovedstad Jerusalem.
Årsagen er, at israelske politistyrker har skudt og dræbt en 32-årig palæstinensisk mand, som de mistænker for at stå bag drabsforsøget på den højreorienterede israelske aktivist Yehuda Glick onsdag.
Den episode havde i forvejen medført uroligheder og lukningen af den store Al-Aqsa moské.
Menneskejagt ved daggry
Derfor var mange palæstinensere på gaden i går og kastede sten mod de israelske tropper, der håndhævede lukningen. Nedskydningen af den formodede gerningsmand har kun gjort urolighederne voldsommere, skriver Reuters.
Den fandt sted i morges i kvarteret Abu Tor, hvor flere hundrede betjente var involveret i menneskejagten.
De fandt den formodede gerningsmand, som ifølge politiet skød på betjentene, og de besvarede ilden og dræbte den 32-årige mand.
Meget stærk retorik
Lukningen af Al-Aqsa blev af palæstinenserne opfattet som et stort indgreb på deres retttigheder og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, kaldte det for en krigserklæring.
- Denne farlige israelske optrapning er en krigserklæring over for det palæstinensiske folk og dets hellige steder og mod den arabiske og islamiske nation, siger selvstyrepræsidenten ifølge sin talsmand Nabil Abu Rudeina.