USA: Republikanerne går efter gifte kvinder - Demokraterne efter singler

De kvindelige vælgere kan afgøre midtvejsvalget i USA, og derfor er de særdeles ombejlede af de politiske partier.

Hillary Clinton (tv) med Demokraternes senator i North Carolina Kay Hagan, som søger genvalg. (Foto: © WIN MCNAMEE, Scanpix)

Når amerikanerne går til midtvejsvalg 4. november er især en vælgergruppe i fokus for begge partier: Kvinderne.

Demokraterne har særligt blikket rettet mod singlekvinderne, mens republikanerne er på jagt efter de gifte kvinder.

- De gifte kvinder er typisk mere orienteret mod de republikanske værdier og emner som økonomi og sikkerhed, mens retten til fri abort og prævention ikke fylder meget i deres liv, siger Page Gardner, grundlægger af The Voter Participation Center, en organisation i Washington DC der analyserer vælgertendenser i USA.

Computersystem finder singler

- Singlekvinderne er mere interesserede i debatten om abort, prævention og demokratiske emner generelt, fortsætter hun.

Derfor har det Demokratiske parti udviklet et særligt computersystem, der kan identificere kvindelige vælgere udfra deres civilstatus og målrettet forsøge at få dem til at stemme 4. november. Demokratisk forstås.

Systemet hedder ROSIE, og demokraterne håber, at det kan være med til at sikre dem nogle af de vigtige kvindelige vælgere.

Singler valgte Obama

Og især singlekvinderne er vigtige i valgkampen. Netop denne vælgergruppe har nemlig tendens til at vælge sofaen fremfor stemmeboksen ved midtvejsvalg, hvor de har mere tendens til at interessere sig for præsidentvalgene.

- Præsident Obama fik ved valget i 2012 70 procent af singlekvindernes stemmer. Hvis Mitt Romney havde fået disse kvinder til at stemme på sig, ville han i dag have heddet Præsident Romney, siger Page Gardner.

Og hvis man ser bort fra civilstatus er det også åbenlyst, at demokratiske kandidater har nemmere ved at få en kvindes kryds end en republikansk.

Center for The American Women and Politics har opgjort kønsforskellene ved de sidste ni præsidentvalg, og tendensen er klar.

Og samme tendens gør sig gældende ved midtvejsvalg, selv om kvinderne som sagt interesserer sig generelt mindre for disse valg.