Kurven knækket: Færre ebola-tilfælde i Liberia

Hastigheden af nye ebola-tilfælde i det hårdest ramte land er blevet sat ned.

Der er blevet bedre plads på sundhedscentrene i Liberia, som dette drevet af Læger Uden Grænser. (Foto: © PASCAL GUYOT, Scanpix)

På en dag, hvor det officielle dødstal for ebola-epidemien krydsede 5000, er der ifølge BBC alligevel godt nyt.

I Liberia, som er det hårdest ramte land, har verdenssundhedsorganisationen WHO konstateret en langsommere frekvens af nye tilfælde og er nu klar til at konstatere, at forebyggelsesindsatsen virker.

- Det ser ud til, at trenden i Liberia er virkelig, og at der i sandhed er en bremsning. Vi føler os sikre på, at indsatsen er ved at få overtaget over sygdommen, siger WHO's doktor Bruce Aylward.

Krisen er ikke forbi

Liberias Røde Kors har indsamlet langt færre lig i oktober end i september, og der meldes desuden om tomme hospitalssenge i landet, der hidtil har haft kæmpe problemer med overfyldte sundhedscentre.

Bruce Aylward advarede imidlertid imod at opfatte den faldende hastighed af nye tilfælde som et udtryk for, at det værste er overstået.

- Der er en kæmpe forskel mellem at se færre tilfælde og til at sige, at sygdommen er under kontrol, siger Bruce Aylward.

WHO's doktor Bruce Aylward kunne fortælle på et pressemøde, at ebola-kurven for første gang ser ud til at være knækket i Liberia. (Foto: © DENIS BALIBOUSE, Scanpix)

Næsten 14.000 smittede

Han annoncerede samtidig et nyt officielt tal af smittede på 13.703. En stor stigning fra det seneste tal på lige over 10.000.

Den store stigning skyldes imidlertid ikke nye tilfælde, men at man har opdateret tallet med gamle sager, der er opdaget for nylig.

De forholdsregler, der får æren for at have knækket kurven i Liberia, er blandt andet sikrere begravelser og information til borgerne om sygdommen.